12. december 2005
EU vil give WTO flere tænder
Tirsdag den 13. december åbner Verdenshandelsorganisationens (WTO) sjette ministerkonference i Hong Kong. I seks dage skal ministre fra hele verden arbejde videre med den såkaldte Doha-forhandlingsrunde om yderligere liberalisering af verdenshandlen
af Kenneth Haar, Hong Kong
Udadtil forsøger Både EU, USA og WTO’s generaldirektør Pascal Lamy at nedtone forventningerne, men indadtil er ambitionsniveauet sat højt i den forstand, at begge økonomiske sværvægtere forsøger at få vedtaget en sluterklæring, der rummer vidtgående konklusioner. Under forhandlingerne om nedsættelse af told på industrivarer, fremmer de begge en metode, der vil kræve barske liberaliseringer i u-landene. ”Afindustrialisering” har derfor været en hyppigt anvendt glose i de seneste uger. Og under GATS-forhandlingerne om liberalisering af handel med tjenesteydelser (serviceområdet), forsøger især EU at ændre spillereglerne radikalt.
GATS-aftalen har i de senere år været under hårdt angreb fra en bred international koalition af faglige organisationer, miljøbevægelser, u-landsorganisationer og mange flere.
To kendetegn ved aftalen, skal i den sammenhæng fremhæves; Det første er, at når et land har forpligtet sig til at liberalisere en sektor under GATS, er det nærmest umuligt at komme ud af det igen. Reformerne er fastlåst. Det andet er, at når en sektor er liberaliseret, kan andre lande bruge WTO-systemet til at få fjernet flere af et lands regler for tjenesteydelser, end det pågældende land kan forudse. I WTO-regelsættet forbydes det f.eks. at pålægge udenlandske leverandører flere ”byrder end nødvendigt”. Den slags elastiske udtryk giver WTO’s handelsdomstole (tvistbilæggelsessystemet) et stort spillerum til at fortolke reglerne.
Men dette til trods, så har GATS én fordel frem for alle andre WTO-aftaler: I princippet kan landene selv vælge, hvilke sektorer, de vil liberalisere, og hvilke de ikke vil liberalisere. Det er så netop dét, EU helst vil have ændret.
U-lande uden interesse
I de seneste to år har EU nok været den spiller omkring forhandlingsbordet, der har fremlagt de mest agressive krav på tjenesteydelsesområdet, herunder til u-landene. Mest kendt er EU’s forsøg på at vinde større opbakning til liberalisering af vandforsyningsområdet, hvor EU en overgang havde hele 72 lande i kikkerten.
EU’s problem har i de senere år været, at u-landene ikke har vist meget interesse for at lægge de tilbud om liberaliseringer på bordet, som EU har ønsket. 24 u-lande har end ikke ikke meldt ud, hvad de vil og ikke vil under GATS-forhandlingerne, mens de fleste andre kun har lagt ”tilbud” på bordet, der kun har givet anledning til skuldertræk i Bruxelles. Derfor er EU og USA begyndt at angribe den fleksibilitet under GATS, der giver landene mulighed for at bestemme liberaliseringernes tempo og omfang. Følgende tre modeller er til forhandling.
Den første og mest vidtgående er et EU-forslag: Alle u-lande, der ikke tilhører gruppen af mindst-udviklede lande (LDC) skal liberalisere yderligere i mindst 93 af 163 sektorer, mens alle i-lande skal liberalisere i mindst 139 sektorer.
Det andet forslag går ud på at fastlægge en række krav, der fastsætter et minimalt liberaliseringsniveau, f.eks. kræver EU at der skal kunne være udenlandsk aktiemajoritet i samtlige sektorer.
Det tredje forslag går ud på at lande skal danne alliancer for at nå et højt liberaliseringsniveau i en givet sektor i alle lande, der har meldt sig interesseret i at liberalisere den pågældende sektor, f.eks. vandforsyning.
Valgfrihed under pres i Hong Kong
Hvor langt EU og USA når med disse vidtgående forslag, afhænger af mødet i Hong Kong. De mødes af en omfattende modstand fra mange u-lande, og kun Indien har været direkte positiv, så for en overfladisk betragtning ser det ud til, at de ikke har en gang på jorden. Men processen i de forløbne to måneder har været et rystende skue i magtpolitik og manipulation, der minder om tidligere topmøder, hvor store beslutninger er taget hen over hovederne på mange u-landsrepræsentanter, så ingen af de tre modeller for afvikling af frivillighedsprincippet kan afskrives.
Både EU, USA, embedsmænd i WTO, og lederne af forhandlingsgrupperne, ser ud til at være parate til lidt af hvert. Der er f.eks. fremlagt et forslag til topmødeerklæring, der rummer det meste af ovenstående. Kun EU’s forslag om liberaliseringer i et bestemt antal sektorer er ikke allerede indskrevet, men EU har bebudet kamp til stregen, også på det spørgsmål.
Egentlig burde det vække undren blandt de mange danske folketingsmedlemmer, der har fundet til Hong Kong. Mange af dem har ofte stået på Folketingets talerstol og affejet enhver kritik af GATS-aftalens potentielle virkning i u-landene med, at det jo er op til u-landene selv, hvor meget de vil liberalisere. Det gør de stadig, men tonen er blevet meget skinder. Den 8. november sagde Mogens Lykketoft i Folketingssalen, at han ”..er helt tryg ved at dette ender på en måde, så u-landene bevarer deres suverænitet på de områder”, mens Helle Sjelle fra Det konservative Folkeparti sagde, at det simpelthen ikke er ”korrekt”, at EU har fremsat forslag om liberaliseringer af 93 sektorer i u-landene. Det fik hun dog ikke støtte fra Udenrigsministeren i, der dog mente, at u-landene da sagtens kunne bestemme sig til, at de ikke ville liberalisere en bestemt sektor, også inden for EU’s forslag. Når blot altså, at de liberaliserede i 93 sektorer. Men hvad hvis de ikke har interesse i at liberalisere overhovedet? Eller måske kun i 10 sektorer. Det er ikke usædvanligt for u-landene, men det fik ministeren ikke svaret på.
Også konsekvenser hjemme
Hvis vi forestiller os, at EU’s forslag om kvantitative mål bliver vedtaget, får de også et andet forklaringsproblem. For da EU foreslog, at u-landene skal liberalisere i 93 sektorer, foreslog EU også, at i-landene skal liberalisere i endnu flere.
Det er ikke så lidt, og det er faktisk overraskende. EU har forlængst været igennem en lang proces, hvor det blev fastlagt, hvilke sekorer, EU er indstillet på at liberalisere i. Herhjemme foregik det fuldstændig hen over hovedet på Folketinget, og hvis sund skepsis over for GATS havde været udbredt, ville det også have udviklet sig til en skandale. Folketinget endte i stedet med at godkende Kommissionens forslag om liberaliseringer i 60-70 sektorer og undersektorer, og det er jo interessant i betragtning af, at EU Kommissionen nu pludselig kan spille ud med med et langt højere måltal.
EU’s ”tilbud” ved GATS-forhandlingerne om liberaliseringer har sine alvorlige knaster, f.eks. vil EU liberalisere på post-området, men langt de fleste af EU’s tilbud handler om, at en eller to medlemsstater er parate til at fjerne en perifer undtagelse nationalt. Med andre ord ligger EU’s egne tilbud lige nu et pænt stykke under det niveau, EU kræver af i-landene generelt. Det bliver svært at forklare sig ud af, og det bliver en umulig situation ved forhandlingsbordet, særligt eftersom modparten ikke ”bare” hedder Botswana eller Guatemala, men USA eller Japan. Og da EU har de største ambitioner og forventninger under de nuværende WTO-forhandlinger på netop serviceområdet, er der kun én vej ud, og det er at forbedre tilbuddene. Så hvis EU kommer igennem med sit forslag, må vi forvente et pres hjemme for at få løftet ambitionsniveauet.
Det går meget hurtigt på tjenesteydelsesområdet. Både i EU med servicedirektivet, og under GATS i WTO, hvor EU er en drivende kraft. Strategerne i Kommissionen tænker højlydt, at jo mere vi kan liberalisere herhjemme, des stærkere kan vi gøre den europæiske servicesektor, og des flere markedsandele kan vi bruge GATS til at vinde. Samtidig kan vi øge mulighederne for at få en god pris for at give andre adgang til det europæiske marked, hvis markedet allerede er liberaliseret. Sådan er logikken.
Derfor er GATS på den politiske dagsorden i den kommende tid, især hvis Hong Kong-mødet ender med den slags konklusioner på serviceområdet, som EU og USA har sat på spisesedlen. Men også selvom det mislykkes. For mødet har markeret de økonomiske stormagters ambitionsniveau, og de vil være intakte trods et nederlag i Hong Kong. Den kommende tids debat om EU’s servicedirektiv, bør derfor også indtænke GATS. For der er en snæver sammenhæng. For at gøre det meget kort: Hvis vi accepterer vidtgående liberaliseringer på serviceområdet i EU, skal vi ikke bare spørge os selv, hvad franske og græske virksomheder kan bruge det til. Vi kan lige så godt spørge os selv med det samme, hvad amerikanske virksomheder kan bruge det til.
(12. december 2005)
Kenneth Haar er en af tre talsmænd for ATTAC-Danmark
Send som E-mail
Printvenlig
