15. november 2005
Bolkestein får hjælp fra højre
Midtvejsstatus for servicedirektivet: Direktivet bliver ændret på det arbejdsretlige område, men derudover skal kritikerne ikke regne med Europa-Parlamentet
af Kenneth Haar
I marts og april lykkedes det regeringer og store partier, at afdramatisere debatten om servicedirektivet med løfter om store ændringer i Kommissionens forslag. Det var op til den franske folkeafstemning, og det var helt afgørende for både regeringer i EU og de store tilhængerpartier at stoppe debatten om social dumping, kommercialisering af velfærdsydelser, og ”ræs mod bunden” i miljøstandarder. Det kunne de kun gøre ved at love, at det meste af den tidligere Kommissær Bolkesteins forslag ikke ville blive vedtaget.
Men tirsdag den 22. november vender direktivet frygteligt tilbage, når ”Udvalget for det indre marked” i Europa-Parlamentet skal stemme om ændringsforslag, og tilrettelægge den endelige behandling i parlamentet. Og da direktivet skal vedtages i enighed mellem parlamentet og ministerrådet, er det ikke ligegyldigt, hvad de mener.
Forslagene på bordet imødekommer meget af kritikken på det arbejdsretlige område, men skal vi undgå varig skade på velfærdsydelserne, på miljøpolitikken, og på demokratiet, så er det kun et pres på Folketinget, der kan gøre arbejdet. For Europa-Parlamentets højrefløj er trådt i karakter, og går nu efter et direktiv, der ligger tæt op ad Kommissionens forkætrede forslag.
”Ulven kommer ikke”
Blandt de markante danskere, der fik dæmpet debatten om direktivet tilbage i april var det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Henrik Dam Kristensen, som sagde;
”Parlamentets forslag tager højde for den kritik, der har været. Vi får nu sikkerhed for, at direktivet ikke kommer til at skabe social dumping, fordi man helt vil undtage de store velfærdsområder; sundhed, uddannelse og social sikring fra direktivet.”(1)
Dam Kristensen er det eneste danske medlem af ”Udvalget for det Indre Marked”, der har hovedansvaret for servicedirektivet, så han måtte vide, hvad han talte om. Men sidst i september, måtte Dam Kristensen ændre tone, denne gang nærmest i ubemærkethed. For mens der var en del opmærksomhed om ham da han råbte ”Ulven kommer ikke!”, så var der ikke mange, der fik ham at høre, da han sagde det omvendte.(2) Det var da højrefløjen i Europa-Parlamentet droppede kompromiserne med den socialdemokratiske gruppe, og besluttede at gå efter et vidtgående direktiv. De politiske grupper, som tæller Karin Riis Jørgensen (V), Gitte Seeberg (K), Anders Samuelsen (RV) og Mogens Camre (DF), styrer nu efter et servicedirektiv, der ligger tæt op ad Kommissionens forslag, og deres grupper –Den liberale, den konservative og ”Nationernes Europa”- har flertal i både Europa-Parlamentet som helhed, og i Udvalget for det Indre Marked. Resultatet af den styrke, får vi at se den 22. november, hvor dette udvalg skal tage stilling til, hvilke forslag, der skal nyde særstatus under Europa-Parlamentets behandling af direktivet, der ventes at finde sted i januar.
En del kan dog siges allerede nu. Efter mange forhandlinger om ændringsforslag, foreligger nu en pakke med kompromisforslag, og en anden pakke med konsoliderede ændringsforslag. Og en læsning af dem siger meget om, hvor de enkelte grupperinger står, og de bekræfter Dam Kristensens bange anelser.(3)
Kritikken overhørt
Servicedirektivet er meget omfattende, og kritikken ligeså. Men kritikken har samlet sig om tre hovedspørgsmål; Oprindelseslandsprincippet, den offentlige sektor og velfærdsydelser, samt social dumping.
Oprindelseslandsprincippet er et bærende princip i Kommissionens forslag, og i korthed går det ud på, at hvad angår regler for servicevirksomheder, skal de kun følge reglerne fra det land, de hører hjemme i, og ikke nødvendigvis i det land, de arbejder i. Regulering i Danmark, f.eks. på miljøområdet, der er skrappere end i virksomhedens hjemland, kan blive sat ud af kraft.
Oprindelseslandsprincippet har været udsat for hård kritik fra stort set alle andre aktører end lige Kommissionen, enkelte medlemslandes regeringer, og de største erhvervsorganisationer. Og så altså Europa-Parlamentets højrefløj. I deres forslag er oprindelseslandsprincippet intakt,(4) bortset fra, at det ikke skal gælde offentlige ydelser –i denne sammenhæng kaldet ”tjenesteydelser af almindelige økonomisk interesse.”(5)
Men stillet over for kravet om helt at undtage offentlige ydelser, f.eks. sundhed, uddannelse, vandforsyning, offentlig transport o.m.m., har højrefløjen ikke været bevægelig. Malcolm Harbour, der forhandler for den konservative gruppe, er f.eks. kendt for at se konkurrence på sundhedsområdet for …ja… ”sundt”. Det betyder ikke, at højrefløjen nu promoverer et direktiv, der med ét slag vil føre til privatiseringer af offentlige hospitaler, eller fuld kommercialisering af uddannelsessystemet. Direktivet vil først og fremmest få betydning for det område, hvor der er private operatører på spil, og hvor der er penge mellem forbrugeren og tjenesteyderen, f.eks. en skole, et hospital eller et vandværk, men det vil også få indflydelse på offentligt drevne institutioner. Tendensen mod kommercialisering af offentlige ydelser vil blive styrket, og det er Europa-Parlamentets højrefløj godt tilfreds med, så de foretrækker et direktiv, der dækker alle sektorer, hvor der findes en eller anden form for konkurrence, og det er tilfældet for næsten alle offentlige ydelser.(6)
En vigtig undtagelse
På det arbejdsretlige område er situationen mere nuanceret, og på det område har det politiske pres på parlamentet været massivt. Hele fagbevægelsen frygter, at direktivet vil føre til, at udenlandske operatører kan behandle og aflønne deres ansatte efter oprindelseslandets regler, og ofte til en løn, der ligger langt under den lokale standard. Det vil på sigt føre til ”social dumping” på europæisk plan. På dét punkt er alle grupper af nogen betydning enige om at indføje følgende i artikel 1:
”Dette direktiv har ingen følger for arbejdsretten, navnlig lovgivningen om arbejdsmarkedsrelationer, herunder strejkeretten og retten til at indgå kollektive aftaler, eller for medlemsstaternes nationale lovgivning om social sikring.”(7)
Det kan sikkert formuleres klarere, men kritikken er langt hen ad vejen imødekommet, og værtslandets arbejdsretlige regler vil derfor ikke blive angrebet direkte af direktivet som sagerne står nu. Det er den indirekte trussel, der er mere tvivl om. For hvis direktivet svækker mulighederne for at kontrollere overholdelsen af lokale regler og standarder på arbejdsmarkedet, kan direktivet føre til social dumping alligevel, takket være alle mulige former for elegant og mindre elegant omgåelse af reglerne. Her i landet er regeringen, et flertal i Folketinget, og fagbevægelsen f.eks. blevet enige om en særlig aftale –”Østaftalen”- der i en periode skal sikre en særlig kontrol af servicevirksomheder fra de nye medlemslande, når de arbejder i Danmark. En aftale, 3F for nyligt krævede forlænget, fordi den er et vigtigt værktøj mod underbetalt arbejdskraft. Den særlige kontrol består af flere forskellige dele, men en af de afgørende er, at der forlanges både opholds- og arbejdstilladelser, og den slags er det forbudt at kræve under Kommissionens forslag til direktiv. Og hvad dette angår, har højrefløjen i Udvalget for det Indre Marked ikke vist interesse for at ændre direktivet. Forsøgene på at fjerne forbuddene mod den slags kontrol af udenlandske virksomheder, står venstrefløjen alene med.(8)
Endnu ringere forbrugerbeskyttelse
Som hovedregel arbejder højrefløjen for at redde så meget af Kommissionens forslag som muligt. Men på mindst ét punkt vil de også forværre det, nemlig på forbrugerbeskyttelsesområdet. Der var ellers problemer nok med forbrugerbeskyttelsen, de fleste p.g.a. oprindelseslandsprincippet. En tjenesteyder skal kun følge oprindelseslandets regler på dette område, og det rejser flere problemer: Dels vil det blive svært at opretholde en restriktiv forbrugerbeskyttelse, fordi det bliver attraktivt at flytte til et land med lave standarder, og dels bliver det svært at opretholde den forbrugerbeskyttelse, der er i oprindelseslandet. Hvis en forbruger vil klage over en virksomhed, skal det f.eks. gøres i oprindelseslandet.
Brug af oprindelseslandsprincippet på forbrugerbeskyttelsesområdet er et vidtgående træk, men det skal retfærdigvis nævnes, at Kommissionen har indføjet tre spinkle formildende forslag i direktivet: For det første skal medlemsstaterne sikre, at forbrugeren kan få præcise oplysninger om klagemuligheder, for det andet, at tjenesteyderen skal stille en række oplysninger om virksomheden og om ydelsens kvalitet til rådighed for tjenestemodtageren, og endelig, at der skal udarbejdes en række adfærdskodeks, så forbrugeren kan se f.eks. hvilke kvaliteter virksomheden vil kendes for. Der er ikke noget imponerende ved de tre forslag, og de kan ikke afbøde for det fald i forbrugerbeskyttelse, resten af forslaget vil føre til. De ligner mest af alt figenblade. Men set fra højrefløjen tegner det sig åbenbart anderledes: Deres ændringsforslag vil nærmest fjerne de tre ydmyge forslag fra teksten, f.eks. er kravet om præcise oplysninger om tjenesteyderens evner reduceret til et krav om en adresse og et telefonnummer.(9)
Regn ikke med Parlamentet
Hvis højrefløjen virkelig har agt som de har magt, må vi indstille os på, at det forslag, der kommer ud af parlamentets behandling vil rumme langt de fleste af de oprindelige problemer. I Ny Agendas hæfte ”Under bekvemmelighedsflag”, gennemgik vi udover det arbejdsretlige spørgsmål otte yderligere eksempler, på de problemer vi kan komme til at opleve i Danmark, hvis direktivet vedtages i sin nuværende form. Det var eksempler om kommercialisering af sundhedssystemet, af uddannelsessystemet, af den kollektive trafik og af vandforsyningen. Det handlede om underminering af planlovens begrænsninger på opførelse af storcentre, om underkendelse af dansk miljøpolitik, og endelig om fjernelse af regler, der skal sikre en hæderlig ejendomsmæglerstand og advokat stand. Der er ikke noget i skrivende stund, der tyder på, at bare et af de otte eksempler vil være uaktuelle, når Europa-Parlamentet afslutter sin behandling af direktivet. Så kritikerne må ruste sig. Der vil stadig være meget at rydde op, når Europa-Parlamentet har behandlet direktivet i denne omgang.
Det pres, der har været i Danmark på det sidste har været til at overse, men der er nu grunde til optimisme. Kigger vi f.eks. på de kommentarer, Økonomi- og Erhvervsministeriet har modtaget fra interesseorganisationerne, finder vi mange meget kritiske holdninger fra både LO, Apotekerforeningen, foreningen for vandværkerne, og mange flere.(10) De kan ses som udtryk for en opinion herhjemme, der ikke uden videre vil sluge de kameler, der vil komme med servicedirektivet. Den må kunne vækkes af sin Tornerosesøvn, når direktivet har været gennem Europa-Parlamentet. For når Folketinget og de øvrige nationale parlamenter skal realitetsbehandle det, ved vi meget mere om, hvor meget vi risikerer, og det ser ud til at blive så meget, at det må kunne lade sig gøre at stoppe direktivet helt.
(15. november 2005)
(1) ”Servicedirektiv uden social dumping”, pressemeddelelse fra Henrik Dam Kristensen, 14. april 2005.
(2) ”Venstres liberale gruppe løber fra aftale om Servicedirektiv”, pressemeddelelse fra Henrik Dam Kristensen, 28. september 2005.
(3) Samlingen af kompromisforslag med betegnelsen CA nedenfor , kan ses på null
Samlingen af konsoliderede ændringsforslag med betegnelsen CONS nedenfor, kan ses på null
(4) CONS 14
(5) CONS 15
(6) CONS 1
(7) CA 1
(8) I udvalget for det indre marked holder højrefløjen sig uden for arbejdet med at ændre direktivforslagets artikel 24 (om udstationerede arbejdstagere), der begrænser kontrolmulighederne, ligesom de fastholder formuleringerne i direktivforslagets artikel 16 (oprindelseslandsprincippet) om forbud mod at kræve registrering.
(9) CONS 18
(10) ”Høringssvarene” kan ses på null
Send som E-mail
Printvenlig
