Sølle ambitionsniveau for EU's kontrol med den kemiske industri

Efter planerne skal Ministerrådet i EU træffe den endelige afgørelse om reguleringen af kemiske stoffer (REACH) d. 18. december 2006. Denne afgørelse har været på vej i mere end otte år efter et lovende udspil af Ministerrådet i 1998. Undervejs er det lykkedes for kemiindustriens effektive lobbyorganisationer at få udvandet reguleringen, så den endelige formulering er både uklar og langt fra tilstrækkelig til at sikre hensynet til miljøet og borgernes sundhed. Selvom den kompromisprægede regulering er bedre end ingen EU-regulering, så er det et sølle resultat. Det er bekymrende, at miljøminister Connie Hedegaard kan udtrykke begejstring på Danmarks vegne. Hun burde kæmpe til det sidste for et højere ambitionsniveau.

Af Niels I. Meyer, professor emeritus


En række af de kemikalier, som indgår i produkter og fødevarer, vides at udgøre trusler mod vores sundhed og miljøet. Det drejer sig fx om hormonforstyrrende kemikalier, som er forbundet med faldende sædkvalitet og fosterskader. Andre stoffer forårsager kræft og påvirker menneskets DNA. Og atter andre giver anledning til allergi. Der er konstateret en betydelig stigning i forekomsten af bryst- og testikelkræft, lav sædkvalitet, fosterskader og allergi.

Der har derfor længe været grund til at indføre en tæt regulering af de kemiske tilsatsstoffer, således at mennesker og miljø får højere prioritet end profitten i den kemiske industri. Men således fungerer det ikke i EU, som det fremgår af det følgende.

Der er registreret over 100.000 kemiske stoffer i EU’s kemikalieregister, men mindre end en tiendedel af disse stoffer er testede eller evaluerede. Forskellige analyser peger på, at mere end 40 % af de mange stoffer bør klassificeres som farlige. Derfor var det også på høje tid, at EU’s Ministerråd i 1998 besluttede, at der skulle gennemføres en analyse af EU’s kemiske politik.

Denne analyse førte til, at Kommissionen i februar 2001 offentliggjorde en rapport (White Paper), som var relativt ambitiøs med hensyn til regulering af kemikalierne. Således forslog den, at bevisbyrden for stoffernes ufarlighed skulle flyttes fra myndighederne til producenterne (”omvendt bevisbyrde”). Kommissionen slog desuden fast, at den kemiske politik skulle bygge på det såkaldte forsigtighedsprincip, og at politikken skulle være bæredygtig.

Senere i 2001 fik Kommissionens rapport støtte både fra EU’s Ministerråd og EU-Parlamentet, og begge instanser ønskede desuden reguleringen strammet på flere punkter. Det så således lyst ud for en progressiv kemikaliepolitik i EU. Dette varede imidlertid kun, indtil kemikalieindustrien tog fat på en total krigsførelse mod forslaget, som havde fået forkortelsen REACH (Registration, Evaluation and Authorisation of Chemicals). Det efterfølgende forløb har været en skræmmende illustration af EU’s totale dominans af kommercielle interesser – i dette tilfælde den stærke kemikalieindustri.

Kemiindustriens totale krig mod REACH
Industriens systematiske og højt finansierede lobbyvirksomhed blev ledet af store kemivirksomheder som BASF, Dow, BP, Bayer, Shell, Unilever, Novartis, DuPont m.fl., som samarbejder i European Chemical Industry Council (CEFIC). Blandt deres metoder var den sædvanlige med at få konsulentfirmaer til at lave vildt overdrevne beregninger af omkostningerne for industrien af den foreslåede regulering. Konsulentfirmaet Arthur D. Little kom således frem til, at REACH ville medføre et tab på 2,3 millioner jobs alene i Tyskland, medens CEFIC kom frem til omkostninger for kemiindustrien på mellem 20 og 30 milliarder euro over en 10-årsperiode.

Heldigvis mandede Kommissionen sig op til at lave en selvstændig analyse, og den viste, at selv i det værste scenario ville REACH kun koste kemiindustrien 0,13 % af dens omsætning (i 2004), hvilket svarer til omkring 12 kr. pr. EU-borger om året. Det må siges at være en beskeden pris for at undgå en tikkende bombe – og for at opfylde forsigtighedsprincippet. Alligevel er det i stort omfang lykkedes for kemiindustrien at få medierne og politikerne til at acceptere de grotesk overdrevne beregninger. Til gengæld hører man ikke meget om de samfundsøkonomiske gevinster, hvor Kommissionen har vurderet, at de sundhedsmæssige fordele af REACH inden for arbejdsmiljøet vil reducere sundhedsudgifterne med omkring 50 milliarder euro over en 30-årig periode. Den Europæiske Fagbevægelsesorganisation er kommet frem til at forbedrede sundhedsforhold på arbejdspladserne gennem en stram regulering af kemikalierne kan spare op til 90 milliarder euro over de 30 år.

I november 2006 offentliggjorde det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet en advarsel om faren for en ”epidemi” af hjerneskader forårsaget af giftige kemikalier i miljøet. Dette ville specielt gå ud over børns hjerneudvikling. Artiklen appellerede til EU om at tage forsigtighedsprincippet alvorligt i forbindelse med vedtagelsen af REACH.

En international deklaration underskrevet af 1.000 læger og forskere havde tidligere i 2006 som et af deres hovedønsker, at reglerne skulle indeholde et krav til virksomhederne om, at alle farlige kemikalier bør erstattes af ufarlige alternativer, hvor sådanne findes. I stedet endte det med, at REACH kun stiller kravet til et begrænset antal af de farlige stoffer.

I september 2003 gik Tony Blair, Jacques Chirac og Gerhard Schröder sammen om et brev til EU-Kommissionens daværende formand Romano Prodi, hvor de understregede, at økonomien og hensynet til kemiindustriens konkurrenceevne skal have første prioritet ved fastlæggelsen af unionens politik. Allerede en måned efter denne henvendelse blev ansvaret for forhandlingerne om REACH flyttet fra Miljøministerrådet til ministrene i Konkurrenceevnerådet. Det har uden tvivl påvirket slutresultatet i en yderst uheldig retning ud fra et miljø- og sundhedssynspunkt. Så vidt jeg ved, skete denne overførsel uden modstand fra Anders Fogh Rasmussen.

Også USA's regering blev mobiliseret, og daværende udenrigsminister Colin Powel sendte en serie af opfordringer til USA’s ambassader i Europa med påbud om at påvirke EU’s beslutningsproces. Desværre lykkedes denne enorme lobbyindsats i alt for stort omfang, således at REACH i dag foreligger som en udvandet og helt utilstrækkelig regulering.

For at få et billede af omfanget af industriens lobbyvirksomhed i forhold til EU-Kommissionen, anmodede organisationen Corporate Europe Observatory i sommeren 2004 om at få aktindsigt i de mere end 1000 dokumenter vedrørende REACH i den forbindelse. Det blev afslået af Kommissionen med en arrogant formulering.

Tandløs og utilstrækkelig regulering
Det endelige forslag af REACH er fuldt af smuthuller, mangler og bureaukrati. Således skal der kun udarbejdes sikkerhedsvurderinger for de stoffer, som produceres i mængder på over 10 tons pr. år, og kemikalier i produkter skal kun omfattes, hvis de anvendes eller importeres i mængder over 1 ton pr. produkt.

Et afgørende spørgsmål har været, hvor mange af de farlige stoffer, der skal registreres og reguleres på forskellig måde. Selv kort tid inden den endelige afgørelse om REACH i Ministerrådet er der uklarhed om disse tal. Usikre forlydender går på, at ca. 30.000 stoffer af de ca. 100.000, som er i omløb, skal registreres. Det næste spørgsmål er, hvor mange af de 30.000 stoffer, der er så farlige og svært nedbrydelige, at de tvungent skal erstattes af ufarlige alternativer. Disse særligt farlige stoffer går under betegnelsen PBT-stoffer (”persistent, bioaccumulative and toxic substances”), og forlydender vil vide, at det drejer sig om måske halvdelen af de 30.000. De øvrige kan nøjes med at fremlægge planer for substituering. Kriterierne for gruppeopdelingen er så upræcise, at der er stort rum for løse fortolkninger. I praksis indebærer det, at en række kræftfremkaldende og reproduktionsskadende stoffer fortsat kan bruges, selvom der forefindes sikrere alternativer.

Adgangen til information om kemikaliernes sikkerhed saboteres desuden af store fortrolighedshensyn og indviklede procedurer. I den forbindelse skal der oprettes et nyt Kemiagentur i Helsingfors, som skal varetage administrationen af hele REACH-systemet. Det forlyder, at kemiindustriens lobbyorganisation CEFIC allerede har lokaliseret sig lige over for Agenturet i Helsingfors. Det vurderes iøvrigt, at man skal helt hen til 2017, før der (i bedste fald) er indsamlet oplysninger om alle stoffer under REACH.

Det er vigtigt at notere sig, at REACH lægger op til en totalharmonisering af reglerne på kemikalieområdet. Det betyder, at progressive EU-lande ikke kan gå i spidsen med stærkere nationale krav. Teoretisk er der nogle spinkle muligheder for særregler, men i praksis er de så godt som ikke-eksisterende. Det indebærer bl.a., at hvis et stof er blevet accepteret af Kemiagenturet, så kan det ikke udelukkes fra Danmark.

Dominansen af kommercielle særinteresser i EU er helt uacceptabel
Hele processen omkring reguleringen af farlige kemikalier i EU er en skræmmende illustration af, at kommercielle interesser kommer over hensynet til mennesker og miljø i EU. Desværre drukner dette overordnede perspektiv i de danske mediers behandling af sagen. Her har miljøminister Connie Hedegaard fået en masse spalteplads til at udtrykke sin begejstring for REACH, mens de kritiske NGO’er kun bliver nævnt i en sidebemærkning. Det er bedrøveligt, at miljøministeren forsvarer et sølle ambitionsniveau for reguleringen af den tikkende kemibombe, når man oven i købet henviser til forsigtighedsprincippet og en bæredygtig udvikling i aftalen.

Det store spørgsmål er, hvad man som dansker kan gøre ved det? Desværre er aktionsmulighederne yderst begrænsede under den nuværende danske regering og på dette sene tidspunkt i processen. En mulighed kunne være at opruste det danske sikkerhedsarbejde med kemikalier, men det er blevet saboteret af regeringen, som har gennemført økonomiske beskæringer af kemikalieinspektionen og af en række andre opgaver på dette område.

Det er mit hovedforslag, at man udnytter tænkepausen efter forkastelsen af forslaget til en EU-forfatning (EU-grundlov) til at gennemføre en markant ændring af den nuværende EU-model på en række områder. I steder for en tandløs og utilstrækkelig regulering af fx kemikalieområdet primært baseret på hensynet til industrielle særinteresser, bør man fremover stille alle lande frit til at indføre strenge regler af hensyn til sundhed og miljø. Skulle det i enkelte tilfælde blive misbrugt som en handelshindring er ulykken til at overse. Industrien overlever endda, men det gør menneskene og miljøet ikke med den nuværende prioritering i EU. Kemikalieområdet er et så skræmmende eksempel på de nuværende misforhold i EU, at det forhåbentlig kan være med til at åbne borgernes øjne for det akutte behov for en bedre model for samarbejdet i Europa.


Referencer

Danmarks Naturfredningsforening: ”REACH eller kemisk kaos. Status og perspektiver for EU’s nye kemikalielov”. September 2005.

Corporate Europe Observatory: ”Bulldozing REACH – the industry offensive to crush EU chemical regulation”, March 2005 (http://www.corporateeurope.org/BulldozingREACH.html).

Sidsel Dyekjær: “EUs kemireform, REACH – langt fra intentionerne”, Global Økologi (udgivet af Det Økologiske Råd), februar 2006.



grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning