Servicedirektiv i skiver

I det kommende år vil Kommissionen bruge både for- og bagdøre til at få vedtaget meget af det, som blev afvist i servicedirektivet. Det offentlige område har højeste prioritet

Af Kenneth Haar


Onsdag den 15. november blev servicedirektivet vedtaget i Europa-Parlamentet. Kommissionens første forslag fra januar 2004 satte et mægtigt tovtrækkeri i gang, om hvor meget eller lidt af Kommissionens oprindelige forslag, der skulle bestå. Nu er den kamp slut, og Kommissionen kan nu hellige sig arbejdet med at få vedtaget det, som blev afvist i første omgang.

Som det fremgår af NyAgendas seneste publikation om servicedirektivet, "Service uden hensyn", er servicedirektivet ikke blevet ændret i substansen. Direktivet risikerer at føre til et ræs mod bunden i standarder på en række områder, takket være oprindelseslandsprincippet. Det rummer også dele, som kan fremme social dumping, og andre som kan øge kommercialiseringen af offentlige ydelser. Der er dog nogle vigtige forskelle på den oprindelige version, og den version, der nu er vedtaget; For det første er sundhedsydelser ikke dækket af direktivet. For det andet er arbejdsret undtaget for direktivet. Og for det tredje er sociale tjenesteydelser stort set taget ud.

Det er netop på de tre punkter, Kommissionen nu rykker ud. Dagsordenen er stort set den samme. Nu er det blot mindre og separate forslag, den udfoldes i.

Riis-Jørgensens finurlige irritation
Debatten i Europa-Parlamentet i forbindelse med vedtagelsen af servicedirektivet, var nu ikke noget at skrive hjem om. Den socialdemokratiske frontfigur på servicedirektivet, tyske Evelyn Gebhardt, høstede verbale roser i spandevis, både fra sine socialdemokratiske kolleger (bortset fra de franske og belgiske), der glædede sig over, at nogle af de værste torne i direktivet blev pillet ud, og fra højrefløjen, som kvitterede for, at direktivet med hendes mellemkomst, trods alt blev til noget, der kan bruges af erhvervslivet. På sidelinjen stod kritikerne og skumlede over et direktiv, som styrker markedet over for alle mulige almene hensyn.

Der var ikke mange overraskelser den dag. Derfor var det forfriskende at høre den danske Venstre-løvinde Karin Riis-Jørgensens (KRJ) vinkel på dagens store emne, for hun var irriteret på en meget finurlig måde. KRJ havde meget gerne set, at Kommissionens oprindelige tekst var blevet vedtaget, og nu skulle hun så bruge tid på at hjælpe en lettere stynet version igennem.
”Jeg skal nok stemme for”, sagde hun skuffet, ”For kan man ikke få den man elsker, må man elske den man får!”

Når hendes irritation er finurlig, er det dog ikke bare fordi hun hellere ville have haft mere, men fordi hun regner med at få det hele alligevel. Hun gav to eksempler.

Det første eksempel var ”spil”, som blev undtaget for direktivet. Havde direktivet omfattet spil, havde det været slut med det danske spilsystem, hvor et offentligt monopol dels kan bruge de tjente penge på fornuftige formål, dels kan regulere spillene, så den mægtige trend ikke får ludomanien til at brede sig alt for meget. Men sådan skulle det ikke blive med servicedirektivet. Men sådan kan det hurtigt blive alligevel, vrissede KRJ. For Kommissionen har lagt sag an ved EF-domstolen mod ti medlemslande, herunder Danmark, for at forbryde sig mod den fri levering af tjenesteydelser, og den sag kan snildt ende med at give det samme resultat som servicedirektivet.

Det andet eksempel er ”sundhedsydelser”, som blev pillet ud af direktivet. Men Kommissionen har for længst varslet en debat om sundhedsydelser i det indre marked, og også her kan vi ende dér, hvor vi begyndte; med regler for sundhedsydelser, som sætter den centrale velfærdsydelser på kommercialiseringens vej.
Herhjemme er formanden for Region Midtjylland socialdemokraten Bent Hansen også ret bekymret. Han frygter et direktiv, som vil fastslå retten til frit sygehusvalg over grænserne, og det kan spænde ben for en del af planlægningen og finansieringen af det hjemlige sundhedssystem, mener han. Det er meget sandsynligt, at det bliver udfaldet, for der skal ikke meget mere til end et sundhedsdirektiv, som indskriver EF-domstolens retspraksis i et direktiv.

Den slags irriterer KRJ. Først bliver noget fjernet fra direktivet, hvorefter det gennemføres alligevel.
”Med andre ord får vi lovgivningen ind ad bagdøren drypvis”, klagede hun.

Resterne samles op
Der er flere eksempler end dem, KRJ valgte under debatten i Europa-Parlamentet.
Da Kommissionen måtte erkende, at Europa-Parlamentet ikke var til sinds at lade alle ”sociale tjenesteydelser” (såsom børnepasning, ældrepleje, sociale forsikringer, hjemmepleje m.m.m.) blive omfattet af servicedirektivet, fløj Kommissæren for det indre marked, irske Charlie McCreevy, fluks i blækhuset og forfattede et debatoplæg om sociale tjenesteydelser.
Titlen på oplægget er ”Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-strategi: Sociale tjenesteydelser af almen interesse i Den Europæiske Union” (1).

Det kunne lyde som om den nye debat blot skal følge op på beslutningerne i Lissabon-strategien fra marts 2000 om sociale tjenesteydelser. Men selvom den oprindelige formulering af Lissabon-strategien (2) rummer slet skjulte overvejelser om sænkning af pension og understøttelse, så blev der ikke dengang lagt op til kommercialisering af sociale tjenesteydelser.
Kommissionens oplæg er forsigtigt, og i første omgang synes man at ville have sonderet og kortlagt det politiske terræn på området, men målet er at få klargjort, hvor meget reglerne for det indre marked skal bruges inden for sociale tjenesteydelser. Det er konkurrencereglernes rækkevidde, og friheden til at levere tjenesteydelser, der skal manifesteres. Og når Kommissionen i sit oplæg taler om sociale tjenesteydelsers ”jobskabelses-potentiale”, er det ikke øgede udgifter til det sociale område, Kommissionen har i tankerne, men liberalisering og en større rolle for private udbydere. Netop dét, Europa-Parlamentet og mange medlemslande har afvist i debatten om servicedirektivet.

Også på andre af de varme emner i debatten om servicedirektivet, følger Kommissionen op på i den kommende tid, herunder på det arbejdsretlige område.
Da parlamentet pillede en lang række bestemmelser ud af direktivet, som alle ville have forringet medlemslandenes muligheder for at sikre målsætningen i det såkaldte udstationeringsdirektiv, der skal sikre udstationerede arbejdere de samme vilkår som arbejderne i værtslandet (eller som derhjemme, hvis det er bedre), svarede Kommissionen med en irettesættende note. Parlamentet skulle ikke tro, at de kunne opnå noget ved at pille den slags ud af servicedirektivet – for EF-domstolen ville alligevel insistere på dem fremover.

Selv det berygtede oprindelseslandsprincip kan blive indført i en række situationer i de kommende år. Kommissionen har nemlig sat sig for at gøre ”Rom-konventionerne” til egentlige EU-retlige instrumenter. Disse konventioner handler om lovvalg, når der opstår en tvist mellem to parter i hver sit land, og der er tilsyneladende rig mulighed for, at de kan blive anvendt til at fremme et oprindelseslandsprincip på det arbejdsretlige område.

Alle gode gange tre
Det er næppe sådan, at alt hvad der blev pillet ud, kommer tilbage. Slaget om servicedirektivet blev tredje gang, Kommissionen måtte droppe idéerne om at gøre op med havnearbejdernes monopol, og kræve plads til at lade besætningen på skibe selv laste og lodse – et træk, som ville have gjort det muligt at bruge groft underbetalt arbejdskraft på skibene til at verfe havnearbejderne af banen. Først forsøgte Kommissionen at få forslaget vedtaget i skikkelse af havnedirektivet, og led nederlag to gange. Dernæst igen med servicedirektivet, og led igen nederlag. Så det forslag ser næppe dagens lys i de næste mange år. Men bortset fra dét, er der ikke nogen nævneværdig målsætning, som ser ud til at blive stedt til hvile, uanset hvor upopulær eller kritiseret den måtte have været under debatten om servicedirektivet.

I den kommende tid vil Kommissionen bruge både for- og bagdøre til de samme forslag, der blev forkastet. Det er forståeligt, at KRJ, der hjertens gerne gav sin stemme for det hele med det samme, er ærgerlig over i stedet at skulle se passivt til, mens embedsmænd i Kommissionen og ved EF-domstolen gør politikernes arbejde. Kun indimellem og med lang tids mellemrum får hun lov at komme på banen som politiker.

Men KRJ har det let i forhold til os, som helst er fri for kommercialisering af offentlige ydelser og deregulering på arbejdsmarkedet, uanset om det kommer i form af en dom fra EF-domstolen eller et direktiv fra Kommissionen. Det ligner et Sisyfos-arbejde at skulle stå om kort tid med de samme forslag, som efter mange menneskers store indsats – fra demonstranterne over fagforeningsaktivister til arbejdsomme parlamentarikere - blev taget af bordet med eftertryk i løbet af 2006. Den slags oplevelser af den politiske proces i Den europæiske Union er velegnet til at skabe politisk kynisme og apati, hvis der ikke findes en modgift. Så den kommer her: Hvis historien om havnedirektivet kan bruges som rettesnor, så skal vi kun sige nej to gange endnu, før det får en effekt.


1. Kommissionen for de europæiske Fællesskaber; ”Implementing the Community Lisbon Programme: Social services of general interest in the European Union”, COM (2006) final, 26. april 2006.
2. ”Formandskabets konklusioner: Det europæiske Råd i Lissabon”, den 23. og 24. marts 2000.



grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning