Rådet strammede servicedirektivet

Den 29. maj ændrede Ministerrådet i Europa-Parlamentets forslag til servicedirektiv. Stramningerne blev også foretaget på områder, hvor det kan gøre ondt på socialdemokraterne, f.eks. direktivets konsekvenser for offentlige ydelser. Derfor kan den endelige vedtagelse af direktivet trække ud

Af Kenneth Haar


At dømme efter reaktionerne blandt regeringer, politikere og interesseorganisationer efter Ministerrådets beslutning den 29. maj om at støtte forslaget til servicedirektiv, er resten af beslutningsprocessen en formalitet. Det store direktiv, som skal fjerne hindringer for det indre marked for tjenesteydelser i medlemslandenes lovgivning, synes at være lige om hjørnet. Ganske vist skal Europa-Parlamentet og Rådet først være indbyrdes enige, men da Rådets forslag langt hen ad vejen bygger på parlamentets eget, kan resten af forløbet gå stærkt.

Men det er nu ikke sikkert. Ministerrådet strammede nemlig forslaget på flere områder. Måske så meget, at det kan skabe uro i de kredse i parlamentet, der bakker op om direktivet. Ministerrådet har givet den en tand mere, også på følsomme områder som den offentlige sektor og arbejdsmarkedet (1).

Udfordring af kompromiset
Nu kan det jo altid diskuteres, hvad der er følsomt og hvad ikke.
I advokatkredse vil det nok blive betragtet som meget følsomt, at Ministerrådet puttede ”juridiske tjenesteydelser” tilbage i direktivet efter parlamentet havde pillet dem ud. Det er alvorligt nok, bl.a. fordi det vil forringe mulighederne for at holde snor i standens etik. Men det er nok ikke dét, der får læsset til at vælte. Der vil nok heller ikke blive stor debat om de forringelser Ministerrådet lavede i teksten om forbrugerbeskyttelse, f.eks. hvad angår forsikringer og garanti, og særligt når det drejer sig om virksomheder, der kun midlertidigt leverer ydelser i et andet medlemsland. Eller at forbrugeren ikke – som foreslået af Europa-Parlamentet - skal vide det, hvis en virksomhed er blevet irettesat af sin brancheforening på grund af dårlig virksomhedsetik.

Disse og mange andre ændringer, som Ministerrådet lavede i parlamentets forslag, kunne i en national sammenhæng snildt skabe politisk røre. Men dette er servicedirektivet. Tidens store økonomiske projekt for EU, et led i den grundlæggende økonomiske strategi (Lissabon-strategien), der skal gøre EU til den førende økonomi i verden. Et smertensbarn, som efter lang tids politisk krise pludselig kunne realiseres, takket være et kompromis mellem højrefløjen og et flertal blandt socialdemokrater i Europa-Parlamentet, der fik de fleste socialdemokratiske partier til at anbefale direktivet varmt. Nu skal der meget til før nogen i flertalsgruppen rokker båden.

På den anden side kan socialdemokraterne næppe sidde overhørigt, at Ministerrådet pillede ved to af kompromisets tre kernepunkter. I store træk var der tre bærende elementer i kompromiset; om oprindelseslandsprincippet, regler på arbejdsmarkedet, og om den offentlige sektor. Ministerrådet rørte ved de sidste to.

Blødt sprog om overenskomster
Der var flere elementer i kompromiset på arbejdsmarkedsområdet. Det centrale var en formulering i direktivets artikel 1 om, at direktivet ikke har indflydelse på arbejdsretlige spørgsmål. Skulle formuleringen være fuldt effektiv, havde den været bedre placeret under artiklen om undtagelser, på linje med skatteområdet (artikel 2). Den nuværende placering giver et spillerum for medlemslandene til indirekte at pille lidt i arbejdsret alligevel. Men både placeringen og formuleringen var en del af kompromiset, og den er intakt.

Derimod har Ministerrådet blødt op på en definition af begrebet ”krav”, på en måde, der kan genere fagbevægelsen. ”Krav” er regler af enhver art, som medlemslandene opstiller for servicevirksomheder, og direktivets formål er i det store hele at begrænse antallet og omfanget af kravene. Denne paragraf har en formulering om, at ”kollektive aftaler” er undtaget, herunder overenskomster, og den er ændret i Ministerrådets version af direktivet. Europa-Parlamentet forlangte, at ”kollektive aftaler” slet og ret ikke skulle regnes for at være ”krav”, og derfor ikke kunne angribes for at høre til den slags krav, direktivet kræver fjernet, ændret eller justeret. Men Ministerrådet nu har skrevet, at kollektive aftaler ”som sådan” ikke skal regnes for at være krav. Nogen i Ministerrådet har altså forbeholdt sig retten til at klage over elementer i overenskomster, uden at det er specificeret, hvilke elementer, det skulle være.

Vikarbureauer
En anden af fagbevægelsens mærkesager er ”vikarbureauer”. Vikarbureauer er som helhed berygtede for at betale deres udsendte medarbejdere mindre end dem, de erstatter. Af den grund har fagbevægelsen længe krævet særlige regler for vikarbureauer, herunder et effektivt autorisationssystem. Derfor åndede f.eks. Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS eller ”Euro LO”) lettet op, da parlamentet krævede vikarbureauer helt undtaget fra direktivet.
Også hér har Ministerrådet foretaget en tilsyneladende lille justering. I Rådets forslag er det ikke vikarbureauer som sådan, der er undtaget, men kun ”vikarbureauers tjenesteydelser”.
Det betyder bl.a., at hvis medlemslandene overhovedet får mulighed for at have en autorisationsordning for vikarbureauer, skal den opfylde så mange betingelser, at den kontrolfunktion, ordningen skal have, kan blive svækket. For direktivet pålægger medlemslandene at slække på kravene for autorisationer.

Mulighederne for at kontrollere udenlandske virksomheder var allerede stærkt begrænsede i Europa-Parlamentets forslag. Alligevel har Ministerrådet fundet en måde at indsnævre medlemslandenes spillerum endnu mere. Det sker i beskrivelsen af et medlemslands mulighed for at få et andet medlemsland til at gennemføre en undersøgelse af en virksomhed, der er etableret i sidstnævnte land, når virksomheden arbejder på førstnævntes område. Kravene til motivering og anvendelse er skærpet i en grad, så det f.eks. vurderes af tyske fagforeningsfolk, at det vil umuliggøre mange undersøgelser af virksomheder, der tilsyneladende ikke overholder spillereglerne på arbejdsmarkedet (2).

Sociale tjenesteydelser
Spørgsmålet om offentlige ydelser har været en anden stor debat. Frygten fra debattens begyndelse har været, at direktivet ville drive kommercialiseringen af offentlige ydelser videre, og mange har krævet alle offentlige ydelser helt ud af direktivet. Sundhed er derfor pillet ud, men både energi, vandforsyning, affaldshåndtering og uddannelse er dækket af direktivet.

Hvad angår offentlige ydelser går Ministerrådet i rette med parlamentet på tre måder.
Den første handler om begrebet ”sociale tjenesteydelser”. Mens parlamentet ville have alle sociale tjenesteydelser undtaget, har Ministerrådet skrevet en definition af de ydelser, der skal undtages. Den lyder således:
”Sociale tjenesteydelser hvad angår socialt boligbyggeri, børnepasning og støtte til familier og personer med midlertidige eller permanente særlige behov, der dækkes af staten, af leverandører, der har fået tildelt opgaven af staten, eller af velgørenhed, der er anerkendt som sådan af staten.” (artikel 2, stk. 2cg)
Problemet med denne definition er, at det kan være svært at se, hvor meget den dækker. Dækker den alt, hvad vi ville forstå ved sociale ydelser?
Det har åbenbart været til debat i Ministerrådet, for Rådet vedtog i sidste øjeblik en kort udtalelse, hvor det blev vedtaget, at hjælp til arbejdsløse også er dækket af undtagelsen.

Men er der andre ”sociale tjenesteydelser”, der ikke er dækket af undtagelsen, og som altså skal fungere på markedsvilkår efter direktivets retningslinjer? F.eks. uddannelsesstøtte eller lån?
Den danske regering har faktisk allerede varslet, at direktivet vil føre til begrænsninger i uddannelsesstøtten til studerende, der vil studere i udlandet, så Ministerrådets definition freder i hvert fald ikke alt, hvad vi ville forstå som sociale tjenesteydelser (3).
Mon der er flere?
Det spørgsmål vil Europa-Parlamentet nok stille.

Offentlige ydelser evalueres
Den anden måde, Rådet ændrede i teksten om offentlige ydelser, handler om hvor mange af direktivets regler, der overhovedet skal gælde for offentlige ydelser. Her havde parlamentet lagt op til at undtage offentlige ydelser for en ”evalueringsproces”, der kan ende ud i, at en række ydelser skal følge en række nærmere definerede regler. Det er f.eks. påbud om afskaffelse af prisregulering, forbud mod at begrænse antallet af virksomheder i en sektor, forbud mod at kræve, at virksomheden antager en bestemt juridisk form, og krav om et minimum af ansatte. Det er f.eks. regler, der kan gøre det vanskeligt at hindre kommercialisering af vandforsyningen i Danmark.
Reglerne i denne artikel (art. 15) kan være hård kost for offentlige ydelser. F.eks. kan den bruges til at drage den måde, Danmark har indrettet vandforsyningssektoren på, i tvivl (4). Alligevel skal mange af medlemslandenes offentlige ydelser nu underkastes en screening. Resultatet er ikke givet på forhånd, men det ville være underligt, hvis ikke parlamentet løftede et øjenbryn.

Frivillighed væk
Rådets tredje ændring i formuleringerne om offentlige ydelser er fundamental. Den handler om, hvilke muligheder medlemslandene skal have for at bevare den politiske kontrol over offentlige ydelser.
Det har aldrig været hensigten, at alle offentlige ydelser skulle dækkes af direktivet. I EU-sproget er ”tjenesteydelser af almen interesse” undtaget. Groft sagt er det ydelser, der er fuldt offentlige, og hvor brugerne ikke betaler for ydelsen. Derimod har det været hensigten fra EU-kommissionens side, at ”tjenesteydelser af almen økonomisk interesse” skulle dækkes af direktivet. Og det dækker i store træk over ydelser, der dækker det offentliges forsyningspligt over for borgerne, men hvor brugerne betaler for ydelsen, eller hvor der er et privat engagement, og måske en eller anden form for konkurrencesituation (reel eller imaginær).
Hvad der er den ene type ydelse, og hvad der hører til den anden kategori er ikke nemt at stille klart op, for den præcise definition er flydende, og grænsedragningen afhænger af omstændighederne. Og i sidste ende er det EF-domstolen, der afgør sagen. I de senere år har EF-domstolen således afsagt en række overraskende domme, som har flyttet grænserne for, hvilke ydelser, der i større eller mindre omfang skal rettes ind efter EU’s regler for det indre marked og for konkurrencepolitik. F.eks. er domstolens afgørelser om, at en del sundhedsydelser under visse omstændigheder skal følge reglerne for det indre marked, selvom sundhedsydelser ifølge traktaten hører under medlemslandenes kompetence.

Denne uklare situation har generet mange politikere i medlemslandene, og i Europa-Parlamentet. At lade domstolen forestå en langsom ”overflytning” af offentlige ydelser til et regelsæt, der fordrer liberaliseringer, huer f.eks. ikke flertallet i den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet. Derfor fik de to steder i teksten til direktivet indføjet, at det er medlemslandene selv, der definerer om deres offentlige ydelser er ydelser ”af almen interesse” eller af ”almen økonomisk interesse”, d.v.s. om de skal være dækket af direktivet eller ej (5).
De formuleringer fjernede Ministerrådet.

Måske ikke slut
Med de ændringer, Rådet foretog i sidste øjeblik, udfordrer de kompromiset i Europa-Parlamentet. På to af kompromisets tre punkter, strammer de skruen. Rådet søger næppe en konfrontation, og har nok forsøgt at holde sig inden for rammerne af det bæredygtige pres. For selv, hvis Rådets seneste stramninger ikke går igennem, er direktivet ret vidtgående, og selv de værste nyliberalistiske strammere i Rådet har grund til at være tilfredse. Derfor udfordrer Rådet da heller ikke den begrænsning af oprindelseslandsprincippet, der blev aftalt i parlamentet og undtagelsen af arbejdsret, udfordres heller ikke grundlæggende. Det kunne tale for, at parlamentet uden videre vil godkende Rådets forslag.

På den anden side, så rører Rådet alligevel ved nogle af socialdemokraternes ømme tæer, ikke mindst hvad angår offentlige ydelser, hvor socialdemokraterne følte, de måtte sluge nogle kameler. Det taler for, at direktivet ikke bare modtager parlamentets blå stempel, når parlamentets gennemgang indledes i september.
Der vil i hvert fald være et vist fagligt pres for ændringer. Både den europæiske sammenslutning af fagforbund for offentligt ansatte (EPSU) og ”Euro LO” (EFS) har i hvert fald annonceret, at den kommende periode skal bruges til at få Europa-Parlamentet til at slå hælene i. Som lederen af EPSU, Carola Fischbach-Pyttel, har udtalt:
”Det er som om Rådet opererer i en parallel virkelighed, hvor løfterne om at skabe bro til EU’s borgere ved at beskytte offentlige ydelser ikke skal føre til, at de rent faktisk gør noget.” (6)


Noter

1. Se Europa-Parlamentets forslag.
Se Ministerrådets forslag.
2. Denne del, samt fremstillingen af vikarbureau-problematikken bygger bl.a. på en analyse af Frank Schmidt-Hullmann fra det tyske fagforbund IG BAU.
3. Se regeringens notat om servicedirektivet, s. 25. Notatet kan ses her.
4. Vandforsyningsområdet er i skrivende stund genstand for politiske forhandlinger. Den nye model, disse forhandlinger ser ud til at ende med, vil i højere grad bringe sektorens indretning i overensstemmelse med direktivet. Men prisfastsættelse vil være ét af flere elementer, som vil hindre egentlig kommercialisering. På dét punkt kan direktivet få en uheldig virkning. Prisfastsættelse som den planlagte, kan nemlig være i strid med artikel 15.
5. Et flertal i Folketinget støtter i øvrigt Europa-Parlamentet på dette punkt, men hverken Socialdemokraterne eller Det radikale Venstre ønskede at betinge deres støtte til direktivet af dette spørgsmål. Se kronikken ”Servicedirektiv på gefühl”.
6. Pressemeddelelse fra EPSU; ”EPSU to look top European Parliament to resolve Council Services Directive Contradictions”, 31. maj 2006.



grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning