Lad EU-føderalismen dø med forfatningsforslaget

Kravet om ”Mere EU” løser ingen problemer. At få flere flertalsafgørelser og flere politik-områder lagt ind under EU’s kompetence forstærker blot EU’s demokratiske underskud.

Her må tænkes nyt. Det er interessant, at der blandt begejstrede EU-tilhængere i dag ses nogle af de samme synspunkter som i EU-modstandernes gamle krav om ’variabel geometri’og’’fleksibelt samarbejde’. Lad os håbe, at EU-føderalismen dør sammen med forfatningsforslaget.

Af Drude Dahlerup


Mødet i Madrid
Fredag den 26.januar holdtes er møde i Madrid for alle de 18 EU-lande, der har ratificeret forslaget om en ”Forfatning for Europa”. Selv om vælgerne i Frankrig og Holland har forkastet forslaget, ønsker disse lande, at den skal gennemføres. Spanien og Luxembourg havde indkaldt til mødet. Som nogle af de få ande, der har haft folkeafstemning om forslaget, føler de – naturligvis med rette – et vist ejerskab til forslaget. Blandt andet Danmark og Sverige var med på en kigger. Men Frankrig og Holland har faktisk forkastet forslaget, og en vedtagelse kræver enstemmighed efter Nice-traktaten. Punktum! De, der taler om, at der er urimeligt, at få lande kan stoppe flertallet, synes at overse, at i kravet om enstemmighed ligger netop forskellen mellem en føderal stat og det som statsminister Anders Fogh plejer at kalde EU: Et samarbejde mellem selvstændige stater.


Føderalismen – de gamle EU-entusiasters Waterloo
De fleste af de tilstedeværende stater på Madrid-mødet afviste at ændre forfatningsforslaget. Nicolas Smith, Luxembourg’s europaminister, sagde ifølge euobserver.com på mødet, at ”We can go further but not below”. Men det er netop her, den hidtidige tænkning blandt visse EU-tilhængere møder sit Waterloo. Forfatningsforslaget etablerer ganske vist ikke Europas Forenede Stater. Men det var alt i alt et væsentligt skridt i en retning af den egentlig statsdannelse. Imidlertid løser kravet om ”Mere EU” ingen problemer. At få endnu flere flertalsafgørelser og at lægge endnu flere politikområder ind under EU’s kompetence forstærker blot EU's demokratiske underskud. Mange har tidligere anset det for løsningen på problemerne, at få et stærkere og mere omfattende EU.

Jeg mindes en situation i Rådet for Europæisk Politik en gang i 1990’erne. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen havde argumenteret for flere flertalsafgørelser i EU. Men da jeg spurgte ham, på hvilke områder han mente overgang fra vetoret til flertalsafgørelser ville være gavnlige, kunne han ikke nævne et eneste eksempel. Pinlig tavshed. Først da en embedsmand gik hele vejen op gennem midtergangen og stak udenrigsministeren et papir, kom der nogle eksempler. Kort sagt: Helveg fulgte blot tidens dominerende EU-diskurs: jo mere, jo bedre. Men i dag hører man nye røster blandt EU-tilhængere, som problematiserer denne diskurs. Det er spændende og velkomment, at den fastlåste ja/nej-diskurs løses op.


EU-tilhængere og EU-modstandere sammen for fleksibilitet
På det sidste er der kommer flere bøger, skrevet af folk som er overbevidste EU-tilhængere, men som stiller skarpt på konstruktionsfejl i EU. Så skarpt, at der kan findes interessante ligheder med argumentationen hos den internationalt orienterede EU-modstand. Et eksempel er Helmut Weixler og Michel Reimos bog om EU's 7 dødssynder, som anmeldes i NyAgendas ny anmeldersektion.

Et andet kommer fra den kendte tyske sociolog, Ulrich Beck, der sammen med Edgar Grande har skrevet en mursten af en bog med titlen Das kosmopolitische Europa – Det kosmopolitiske Europa. Jeg har svært ved at tro på Ulrich Becks utopi om et kosmopolitisk Europa, som hviler på anerkendelse af kulturelle forskelle. Men Beck & Grande har mange skarpe iagttagelser, som jeg deler, og som har mange lighedspunkter med EU-modstandens krav om et fleksibelt europæisk samarbejde, således som det blandt andet blev udviklet i den af Niels I Meyer et al redigerede bog: Europa hvorhen? Fire visioner for Europas fremtid. Her skrev Niels Ersbøl om skridt-for-skridt modellen, Jacob Erle om visioner om Europas Forenede Demokratier, Ole Krarup om scenariet Norden som nabo til EU, mens Niels I Meyer sammen med Trine Pertou Mach og undertegnede udviklede et scenarium, som vi kaldte ”Fleksibelt Europa.”.

Også Beck & Grande er fortalere for fleksibel inklusion af nye medlemmer og differentieret integrering. Dermed tager de – akkurat som vi gjorde – afstand fra alt-eller-intet modellen, ifølge hvilken alle lande partout skal være med til alt (Inden for alt-eller-intet modellen opfattes det som nærmest pinligt at vælge sin egen model, jf. diskussionen om de danske undtagelser).


’Parlamentarisering’ af EU løser ikke problemerne
Ulrich Beck og Edgar Grande mener ikke, at flere flertalsafgørelser løser EU's demokratiproblemer. Her foretrækker de konsesus-princippet, hvorefter man skal forhandle sig frem til enighed. De er også tvivlende over for, hvad de kalder ”die Parlamentarisierungs-strategie”, at udvide EU-parlamentets magt, og til slut indføre et 2 kammersystem, som bl.a. Joschka Fischers foreslog i sin Humbolt-tale. De mener heller ikke problemerne kan løses med en post-nationalt deliberativ model, ej heller med den engelske politolog David Held’s kosmopolitiske demokrati-model overført på Europa.

Fra de danske folkeafstemningskampagner genkender jeg Ulrich Beck’s argument, at hvis ”EU” skulle søge optagelse i EU og opfylde de sammen krav som de øst- og centraleuropæiske lande, så ville optagelse bliver nægtet!


Glem ikke Europas imperialistiske fortid, når fremtidens europæiske samarbejde skal formes
Becks & Grandes løsningsforslag er derimod ikke så overbevisende. De foreslår bl.a. mange europæiske folkeafstemninger, hvilket jeg frygter vil blive en drøm for reklamebureauerne, men et demokratisk mareridt. Derimod kan man ikke være uenig i forslagene om større institutionel kontrol, magtdeling m.v.

EU mangler ifølge Beck & Grande en overordnet strategi for Europa i verden. Kan vi overhovedet svare på, hvorfor tyske soldater skal dø i Afghanistan, spørger de.

Det er tiltalende, at Ulrich Beck og Edgar Grande fremhæver, at vi må tage udgangspunkt i Europas imperialistiske fortid. Vi kan ikke lade, som om den ikke eksisterer og huskes rundt omkring i verden. Alligevel ender forfatterne desværre i samme urealistiske utopi, som også føderalisterne deler, om en fremtidig europæisk statsdannelse, der vil optræde progressivt i verden. Det kosmopolitiske Europa skal ifølge Beck & Grande hvilke på principperne om regional kosmopolisering, det må prioritere det politiske over det militære, må bekæmpe de økologiske, økonomiske og terroristiske farer og deres årsager, må anerkende alternative udviklingsmodeller i verden og ikke kun One-best-Way lig den amerikanske. Endelig må det kosmopolitiske Europa overvinde sin protektionisme.

Utopien om den søde stormagt
Det er her kæden efter min opfattelse springer af. Hvordan kan man opbygge europæisk stormagt og naivt forudsætte, at denne stormagt som en første i verdenshistorien ikke primært vil varetage egne interesser frem for ulandenes og verdenssamfundets fælles interesser? Utopien om den søde og solidariske stormagt! Vi tror ikke på den, når vi vurderer U.S.A eller en kommende stormagt som Kina. Man må vist være født inden for murene, for at tro på utopien om den altruistiske stormagt.



1. Se f.eks. Drude Dahlerup (red.): Udfordring Europa. JuniBevægelsen 10 år. Forlaget Politisk Revy 2002-
2. Ulrich Beck & Edgar Grande : Das kosmopolitische Europa. Suhrkamp 2004.
3. Niels I Meyer, Jabob Erle, Niels Ersbøl og Ole Krarup: Europa Hvorhen? Fire visioner for Europas fremtid. Vindrose2004.




grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning