Jamas Hamas

Når to af de mest frembusende demokratiserings-bannerførere på den globale scene – EU og USA – der spiller en afgørende rolle for indførelsen af demokratiske valg i Palæstina, efterfølgende ikke vil anerkender valgresultatet, fordi de ”forkerte” vandt, så står den globale demokratiske idé med et kæmpeproblem. Ikke mindst i Mellemøsten

image


af Trine Pertou Mach

EU vil ikke svigte palæstinenserne, lød det fra EU’s udenrigspolitiske chef, spanieren Javier Solana, i pinsen. EU vil fortsat give støtte til det palæstinensiske folk, blot skal det ske uden om Hamas, der siden januar udgør det palæstinensiske selvstyres regering. Reaktionen fra EU kommer – formodentlig – fordi EU’s, USA’s og Israels beslutning om økonomisk boykot fra mange forskellige sider kaldes vejen til økonomisk sammenbrud og eksploderende fattigdom. Den kaldes også dobbeltmoralsk og åbenlys magtpolitisk. At det er en farlig kurs at ville afskære Hamas er der næppe tvivl om, for de eksperter og politikere, der kender til regionen eller blot til udviklingspolitik i al almindelighed, advarer samstemmende.

Boykot af et besat folk
Ved parlamentsvalget i de palæstinensiske selvstyreområder i januar 2006 vandt Hamas overraskende og fik absolut flertal i parlamentet. Det fik EU og USA til at indstille den økonomiske støtte til selvstyreområderne. Begrundelsen er, at Hamas står på både EU’s og USA’s terrorlister, og at man ikke vil give penge til ’terrorister’. Også Israel har indefrosset palæstinensiske midler som svar på valgresultatet.

En iøjnefaldende beslutning set med demokrati-fremme-briller: Det palæstinensiske valg blev fra alle sider rost som velafholdt, fair og eksemplarisk. Ingen af de mange valgobservatør-korps – inklusive EU - har stillet grundlæggende spørgsmålstegn ved valgets formelle validitet. Det var i øvrigt på grund af EU’s og USAs beslutning, at valget blev afholdt – Israel pressede på for at få det udskudt. Når to af de mest frembusende demokratiserings-bannerførere på den globale scene – EU og USA – spiller en afgørende rolle for at få indført demokratiske valg i Palæstina, men efterfølgende ikke vil anerkender valgresultatet, fordi de ”forkerte” vandt, så står den globale demokratiske idé med et kæmpeproblem. Ikke mindst i Mellemøsten.

Særligt i en region, hvor minderne om valget i Algeriet i 1990’erne (hvor et militærkup formodentlig forhindrede Algeriets islamister i at vinde valget) er præsente. Og ikke mindst hvor ’vestens demokratiseringsbestræbelser’ i forvejen lider under bred folkelig skepsis, beskyldninger om dobbeltstandarder og en slet skjult dagsorden for at få indirekte kontrol med, hvorledes det magtpolitiske landkort ser ud.

Der kan ikke således stilles spørgsmålstegn ved resultatet af det palæstinensiske valg. Man kan muligvis af en række forskellige grunde have ønsket sig det anderledes (ligesom man kan have ønsker til valgresultater i USA eller diverse EU-lande), men de velkendte formelle krav, der stilles til valgafholdelse, blev honorerede. Til trods for besættelse og ustabilitet.

Beslutningen bliver ikke mindre iøjnefaldende af, at alle observatører, inklusiv Den Internationale Valutafond, IMF, advarer mod økonomisk sammenbrud, voldsom fattigdom og arbejdsløshed som følge af boykotten. Konsekvenserne er temmelig usikre. At 75% af palæstinenserne vil ryge under fattigdomsgrænsen synes nærliggende. Men hvad sker der med et folk, der i en besat stat får lov at stemme, hvis stemme ikke accepteres – og hvor en deraf følgende økonomisk boykot tvinger befolkningen ud i yderligere nød og elendighed?

At Solana således giver løfte om hjælp skal ses i lyset af, at man er klar over, at øget økonomisk svækkelse kan føre til ustabilitet og – hvilket måske ligger bekymrende nært ude i fremtiden – en tredje Intifada. Hvad der imidlertid er ganske åbenbart er den manglende (vilje til?) indsigt i, at selve den politiske beslutning om at boykotte Det palæstinensiske Selvstyre har en stor signalværdi: ’Vi kan godt lide, at I går hen og stemmer, vi sender valgobservatører for at tjekke, det går ordentligt for sig. Men vi kan ikke lide, at I stemte forkert’. At der samtidig ligger en del hård realpolitik bag opregningen af terrorlister, hører med til det samlede billede.

EU’s rolle i Mellemøsten – aktør eller konservator?
Solanas løfte kan dog ikke ses uafhængigt af EU’s øvrige politik i Mellemøsten:
Allerede i december 2005 truede Solana, efter et besøg i Israel, med at standse EU’s støtte til det Palæstinensiske Selvstyre, hvis Hamas vandt det forestående valg. Kort efter lagde EU sig i hælene på den amerikanske Kongres, der i en resolution gjorde støtte til Selvstyret afhængigt af, at Hams blev udelukket fra valget.
Alt sammen samtidig med, at EU var på tilbagetog i forhold til offentliggørelse af en rapport, der forholdt sig kritisk til Israel. En ret pinlig affære for EU. Sagen var den, at i November 2005 blev en EU-rapport lækket til pressen; skrevet af EU-kommissionens egne folk og repræsentanter for medlemsstaterne til EU’s udenrigsministre. Rapporten er stærkt kritisk overfor Israels politik i det besatte Øst-Jerusalem og påpeger, at Israel skader mulighederne for at opnå en fredsaftale. Rapporten anbefaler en klarere EU-linie (og ditto fra Kvartetten) overfor Israel gennem en utvetydig fastholdelse af, at Jerusalem-spørgsmålet fortsat er et forhandlingsspørgsmål mellem de to parter, og at Israel ikke skal udtømme disse gennem ’facts on the ground’- midler.
Men den rapport var der pludselig et stærkt ønske om at tilbageholde og undlade at offentliggøre.

Også EU’s Associeringsaftale med Israel får fortsat lov at virke, til trods for klare klausuler omkring menneskerettigheder (artikel 2 giver Israel handelsprivilegier på betingelse af, at de respekterer menneskerettighederne). Og til trods for, at den under alle omstændigheder er et centralt politisk redskab til at påvirke situationen i regionen. Men denne aftale er fortsat i kraft, med begrundelsen, at der er brug for kritisk dialog, og at aftalen netop kan anvendes som løftestang herfor. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke tiden for længst er kommet, hvor det redskab har spillet fallit – og at en reel suspendering er eneste vej frem. Enhver fastholden af status quo er jo OGSÅ en politisk beslutning om, at Israels politik er i orden og ikke medfører nogen reaktioner.


EU’s politik overfor Hamas
Ser man på de tre krav, som EU straks stillede til det demokratisk valgte Hamas, må det undre, at EU’s handelsaftale med Israel fortsat er intakt. Det må i det hele taget undre, at den økonomiske boykot af Hamas finder sted.

Hamas kræves i udgangspunktet at overholde indgåede aftaler (mens Israel endnu ikke har standset koloniseringen af de palæstinensiske områder, fortløbende overtræder FN-retten, ikke lever op til Oslo-aftalerne). De afkræves et løfte om at opgive terror – hvilket Hamas allerede i januar 2005 gjorde og i den forgangne periode har overholdt. Endelig stiller EU krav om, at Hamas skal anerkende staten Israels eksistens.
Anerkendelse af Israels eksistens er en iboende del af en to-statsløsning. Men Israel lader alt tilbage at ønske for deres vilje til at acceptere en sådan. Som en kommentator udtrykte det: ”The Palestinians will recognize the right of Israel to exist only when Israel proves that it is prepared to recognize the right of the Palestinian people to exist”. Israel må med andre ord (som det også var tilfældet med fredsaftale-forhandlingerne med Ægypten) gennem forhandlinger opnå dette. Det ville oplagt kunne ske gennem et stop for besættelsen og ophør af bosættelserne.

Det må altså konkluderes, at kravene til Hamas på ingen måder kan siges at overholdes af Israel. EU stiller således forskellige krav til de to parter, og når dette ses som unfair i Europa, hvordan ses det så ikke fra det besatte og økonomisk udsultede Palæstina. Og hvad monstro konsekvensen bliver, hvis man fortsætter med at skubbe millioner at stadig mere desperate palæstinensere den sidste meter ud over afgrunden? Desperation og mere vold - eller det modsatte?

Realiteten er desværre, at EU kun forfølger sine flotte ord om forhandlingsløsninger, Køreplan for Fred og en to-statsløsning, når det er palæstinenserne, der menes at krænke principper og aftaler. Realiteten er også, at EU’s beslutning om at standse støtte til Hamas (en udsultning af Selvstyret) og at ’by-passe’ det demokratiske valgte Selvstyre alene kan gøre konflikten værre og gøre en fremtid med fred og stabilitet endnu mere usikker.
Palæstinas behov for humanitær bistand – der jo ikke skyldes en naturkatastrofe men årtiers besættelse og fortsatte overtrædelser af international lov – er også EU’s ansvar med den totale mangel på vilje og evne til at sætte sig igennem med en anden politisk linie overfor Israel og USA.
Den gode stormagt er svær at få øje på.




grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning