Grundig og klar behandling af de menneskeskabte klimaproblemer

imageAnmeldelse af Jørgen Steen Nielsens bog: ”En lille fortælling om overlevelse – fra klimatrussel til grøn revolution”. Forlaget People’s Press, 198 plus 168 sider, vejledende pris 299 kr. Bogen er udkommet i maj 2008.

Af Niels I. Meyer, professor emeritus


Hvis man følger den journalistiske behandling af energi- og klimaudviklingen i de landsdækkende danske aviser, kan man ikke undgå at bemærke, at den faglige kvalitet er meget varierende. Den ubetinget mest kompetente orientering findes i artiklerne af biologen (og videnskabsjournalisten) Jørgen Steen Nielsen (JSN) på Information. Det er derfor glædeligt, at JSN trods sin usædvanligt store indsats med daglige artikler i Information har udgivet en bog med en sammenfattende behandling af klimaproblemerne.

Nærværende anmelder ved af egen erfaring, at det er svært at finde den rigtige balance, når man skal formidle truslerne mod det globale klima. Hvis man detaljeret fremlægger den skræmmende udvikling af kendte tendenser i retning af et klimasystem, der er ved at gå ud af kontrol, så risikerer man at handlingslamme tilhørerne (læserne). Hvis man på den anden side fokuserer for ensidigt på de gode teknologiske muligheder for at gøre noget ved truslerne, så risikerer man, at borgerne og de politiske beslutningstagere læner sig tilbage og tager den med ro ved tanken om et ”teknologisk fix”.

JSN har valgt en optimistisk tilgang og fokuserer specielt på en række store erhvervsvirksomheder, som i de seneste år har proklameret grønne målsætninger. Inderst inde ved JSN sikkert, at når det begynder at gøre virkelig ondt, så får bundlinien alligevel første prioritet. Det er nok også grunden til, at han i forordet forsøger at besværge en kritisk reaktion på bogen ved at skrive: ”mange mennesker, jeg respekterer, ja, nogle af mine bedste venner, vil affærdige mig som lalleoptimist”. Denne besværgelse inkluderer muligvis nærværende anmelder, men det skal nu ikke påvirke min anmeldelse.

Skræmmende dokumentation
I bogens to første kapitler giver JSN en gennemgang af de mange eksempler på, at konsekvenserne af den globale opvarmning indfinder sig endnu hurtigere, end det fremgår af rapporterne fra FN’s Klimapanel (IPCC) fra 2007. Det har ført til en debat mellem eksperterne, om det allerede er for sent at forhindre katastrofale konsekvenser af de menneskeskabte klimaændringer. Denne diskussion har ikke nogen klar konklusion på grund af betydelige usikkerheder i de teoretiske modelberegninger. JSN nøjes med at konstatere, at det er den usikkerhed, ”som håbet i dag må hægtes op på.” Det er en beskeden trøst for læserne, og det kan næppe betegnes som lalleoptimisme.

Til gengæld er der ved at brede sig en vis enighed om, at en global løsning kræver, at alle mennesker på Kloden må have lige muligheder, hvad angår udslippet af drivhusgasser. JSN henviser til, at det indebærer et udslip pr. person og pr. år på 1 til 2 tons CO2 i år 2050. Et tal som har været fremført af klimaeksperter i en længere årrække, men som først er offentligt erkendt af den politiske top med en tale af den tyske kansler Angela Merkel i New York i september 2007.

Grøn revolution
Nogle af bogens hovedafsnit beskæftiger sig med, hvad JSN betegner som en grøn revolution, som han mener er under udvikling. Hovedeksemplet er USA, hvor 22 store koncerner har dannet et netværk, som stiler mod at reducere deres CO2-udslip med 60 til 80 procent inden 2050. Samtidig presser de den amerikanske regering for at fastlægge markante reduktionsmål for hele nationen.

Andre eksempler er, at over 500 amerikanske universiteter frivilligt har tilsluttet sig et mål om 80 % reduktion af deres udslip af drivhusgasser inden 2050, og at 825 amerikanske byer har forpligtet sig til hver især at gå efter det reduktionsmål på 7 %, som Kyoto-aftalen fastsatte skulle nås af USA inden 2012. Men som USA aldrig ratificerede. Dertil kommer indsatsen fra et stort antal aktive grønne ngo’er i USA.

Denne grønne revolution ”nedefra” giver en del af forklaringen på, at JSN kan bevare sin optimisme i forhold til den store udfordring fra den hurtigt voksende globale opvarmning. Han undlader dog ikke at oplyse, at en rundspørge til 500 store internationale virksomheder i januar 2008 afslørede, at kun fem procent af virksomhederne betragtede klimaudfordringen som deres vigtigste prioritet. Resultatet på bundlinien er stadig nummer et, men det opmuntrende er, at dette resultat i de fleste tilfælde påvirkes positivt af en indsats for ressourcebesparelser og en bæredygtig strategi.

Hvad Danmark angår, konstaterer JSN, at den nuværende VKO-regering har sat den grønne udvikling i stå i seks år, men at en række veldokumenterede analyser bl.a. fra Ingeniørforeningen i Danmark og fra Teknologirådet har vist, at vi har et klart potentiale for at gennemføre de nødvendige CO2-reduktioner – oven i købet med gunstige konsekvenser for samfundsøkonomien. Spørgsmålet er ikke om vi kan, men om vi vil, konkluderer JSN.

I et andet stort afsnit i bogen giver JSN en række forskellige forklaringer på, hvorfor vi hidtil ikke har villet. Også her ser han dog generelle tendenser til en ny og mere konstruktiv udvikling.

Bogen på hovedet
Efter at have læste de første 198 sider (ca. halvdelen af bogen), står teksten pludselig på hovedet. Det er dog ikke en fejl fra trykkeriets side. Når man vender bogen på hovedet og starter bagfra, kommer der en ny fortælling med titlen ”En lille guide til overlevelse”, som fylder 168 sider.

Formålet med denne halvdel af bogen er angiveligt at skrive en guide til læserne, som forbinder det private og det politiske, det praktiske og det principielle. Det lykkes flot for JSN.

De praktiske eksempler rækker lige fra vore madvaner (spis mindre kød, specielt mindre oksekød og giv prioritet til lokale fødevarer), og vore transportvaner (udskift bil- og flyture med cykel, bus og tog) til det kontroversielle spørgsmål om at købe sig ”aflad” for sit CO2-udslip. Det sidste kan ske ved at udnytte et af de mange tilbud om at købe et passende antal kvoter fra EU’s kvotesystem – og derefter destruere dem. Faren er, at et udbredt ”afladsprojekt” kan forsinke en hurtigere indsats mod den globale opvarmning. Derfor bør afladskøb primært bruges i forbindelse med helt nødvendige flyrejser og lignende – og ikke som erstatning for alle de andre nærliggende muligheder for at reducere udslippet af CO2..

Nogle kritiske bemærkninger
JSN henviser en række steder i første halvdel af sin bog til den såkaldte kaosteori, som kan optræde i systemer med ulineære sammenhænge. I disse systemer kan selv små ændringer i begyndelsesbetingelserne give vidt forskellige slutresultater. Jeg finder imidlertid, at JSN er så fascineret af kaosteorien, at hans mange henvisninger til denne i forbindelse med klimaproblemerne snarere gør forståelsen mere uklar end det modsatte.

JSN gør korrekt opmærksom på, at en række af klimafænomenerne er karakteriseret ved ulineære sammenhænge og positiv tilbagekobling (selvforstærkende processer). Men jeg mener ikke, at det er korrekt, når JSN hævder (fx på side 17, 20 og 25 i første halvdel), at computermodeller ikke kan forudsige forløbet af ulineære, selvforstærkende processer. Det var netop styrken ved de såkaldte system-dynamiske modeller, som blev indført af professor Jay Forester fra MIT i slutningen af 1960’erne, at de kunne modellere udviklingen af sådanne processer ved at inkludere både tilbagekoblingen og de ulineære relationer.

Jeg finder også, at det er et savn, at JSN ikke går tættere ind på, hvor langt industriens ”grønne revolution” egentlig rækker. Når flyselskaberne har udtømt de begrænsede teknologiske muligheder for at formindske udslippet af drivhusgasser, så er næste nødvendige skridt at begrænse flytrafikken. Det kommer næppe til at ske ad frivillighedens vej. Det vil nok kræve en kombination af kvoter fastlagt af samfundet både på flyselskaberne og på borgerne (personlige CO2-kvoter). Det samme gælder for en række forbrugsvarer.

Endelig savner jeg en mere detaljeret vurdering af EU’s politiske muligheder og begrænsninger, når det drejer sig om de krævede reguleringer af udslippet af drivhusgasser i medlemslandene. Selvom EU globalt set har påtaget sig en relativt progressiv rolle i den forbindelse, så har indsatsen langt fra været tilstrækkelig, og industrielle særinteresser fortsætter med at udvande EU-kommissionens direktivforslag på området, senest hvad angår udslippet fra biler.

Konkluderende bemærkninger
De få kritiske bemærkninger bør ikke tilsløre, at JSN har givet os en vigtig og klar gennemgang af problemer og muligheder i forbindelse med bekæmpelsen af den globale opvarmning. Herunder skal bogen roses for en omfattende og grundig liste af henvisninger til de originale referencer, så læserne kan gå tilbage til kilden.

JSNs tekst er en vigtig og aktuel grundbog for alle, som ønsker at opnå en dybere forståelse af et af klodens alvorligste, aktuelle problemer. Og bogen stopper ikke ved problemerne, men giver os en række (optimistiske) bud på, hvad der kan gøres – og hvad vi selv kan gøre. JSNs bog bør være obligatorisk læsning i gymnasiet – og den bør oversættes til engelsk til glæde for blandt andre EU-politikerne.



grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning