EU’s skizofrene energi- og miljøpolitik

EU-kommissionen og EU’s topmødedeltagere har i stigende omfang erkendt truslerne mod forsyningssikkerheden med energi og energisektorens trusler mod det globale klima. Alligevel dominerer ny-liberalistisk ideologi, og forældede subsidieordninger til a-kaft og kul får lov til at overleve. Det hænger ikke sammen, og det modarbejder mulighederne for at indføre en bæredygtig energipolitik. Denne kronik foreslår en række konkrete politiske tiltag, som er nødvendige, hvis EU’s energi- og miljøpolitik skal leve op til unionens retorik


af Niels I. Meyer

Energiproblemerne er højt på EU’s dagsorden i disse måneder. Det er der gode grunde til. EU er i stigende grad blevet afhængig af import af olie og naturgas fra ustabile områder som Mellemøsten eller for naturgassens vedkommende fra Rusland, som er begyndt at bruge gassen som politisk pressionsmiddel. Derfor er forsyningssikkerheden på det vitale energiområde truet.

Dertil kommer truslerne mod det globale klima fra udslippet af drivhusgasser, hvor netop energiområdet spiller en dominerende rolle gennem afbrændingen af fossile brændsler (kul, olie og naturgas).

Disse problemer har været kendt i en lang årrække, men EU har ikke taget dem alvorligt og har først i de seneste år forsøgt at udstikke en samlet plan for energiområdet. Desværre er udspillene præget af manglende sammenhæng og indre modstrid, som det skal illustreres i denne onsdagskronik. Det skyldes for en stor del, at EU stadig giver højere prioritet til kommercielle særinteresser end til klimatruslerne og forsyningssikkerheden.

EU’s topmøde i foråret 2006
Ved EU’s topmøde i foråret 2006 var energiproblemerne pludselig kommet højt på dagsordenen – ikke mindst på baggrund af Ruslands forsøg på politisk pression over for nabolande i forbindelse med leveringen af naturgas. Selvom den russiske politik i første omgang ikke fik mærkbare konsekvenser for EU, var det svært at overse nogle mulige ubehagelige scenarier på lang sigt - også for EU.

Det lykkedes imidlertid ikke topmødedeltagerne at blive enige om en konkret handlingsplan til løsning af de truende energiproblemer. I stedet fæstnede man sig ved en påstået manglende konkurrence på energiområdet og ville tilstræbe en mere effektiv liberalisering på det område. Det rimer meget godt med EU’s ny-liberalistiske ideologi, men det er ikke godt for en bæredygtig energiudvikling, hvor liberaliseringen af energimarkedet er blevet en del af problemet snarere end af løsningen.

Ny atomkraft på vej ind i varmen?
Topmødet og EU-kommissionen har også foreslået, at der er grund til at overveje en renæssance for a-kraft i EU, selvom flere medlemslande som fx Tyskland og Sverige principielt har vedtaget at udfase a-kraften. Begrundelsen for udfasningen er, at en lang række sikkerhedsproblemer ikke har fundet deres løsning, herunder opbevaringen af det højradioaktive affald i mange tusinde år. Dertil kommer, at den reelle økonomi for a-kraft er langt dårligere end de tal, som fremlægges af a-kraftindustrien. Det skyldes en lang række skjulte subsidier, herunder billige lån og eksportkreditter. EU har igennem årene støttet udviklingen og implementeringen af a-kraft med mere end 450 milliarder kroner.

Det nye store a-kraftværk i Finland er det seneste eksempel på skævvridningen af energimarkedet. Finnerne fik et dumpingtilbud fra den sultne a-kraftindustri, der var så fordelagtigt, at de næsten ikke kunne sige nej. Alligevel var der kun et yderst spinkelt flertal i det finske parlament for projektet.

Et af redskaberne for støtten til a-kraft har været den 40 år gamle Euratom-traktat, som det stadig ikke er lykkedes at få afskaffet trods kritik fra mange sider (se reference). Formelt kræver det enstemmighed blandt medlemslandene at afskaffe traktaten, og det er ikke realistisk med de store kommercielle interesser for a-kraft i Tyskland og Frankrig.

I øvrigt har også kul adgang til særlige støttepenge via den såkaldte ”Kul- og stålforskningsfond”, mens vedvarende energi kun kan få støtte gennem de generelle rammeprogrammer for forskning i EU. Og her er vedvarende energi kun ét blandt et stort antal forskningsområder. Samtidig har et EU-projekt for få år siden dokumenteret, at de eksterne samfundsomkostninger ved kulfyring er så store, at den reelle kulpris burde fordobles i forhold til den nuværende, hvor disse omkostninger ikke er indregnet i prisen. I modsætning hertil er de eksterne samfundsomkostninger fra vedvarende energi som vindkraft og solceller forsvindende små. Så længe denne skævvridning af energimarkedet ikke er korrigeret gennem tilstrækkelige miljøafgifter på fossile brændsler, er det grotesk at insistere på, at markedskonkurrencen skal bestemme udviklingen på energiområdet.

EU’s misrøgtede kvotehandel for emission af drivhusgasser
Kyoto-protokollen fra 1996 er et første forsigtigt skridt i retning af en international aftale om at bekæmpe truslerne mod det globale klima fra udslippet af drivhusgasser. I perioden 2008 til 2012 skal EU’s udslip reduceres med 8 % i forhold til udslippet i 1990. Selv dette beskedne mål ser det ikke ud til, at EU kan klare inden for egne rammer.

Et af EU’s redskaber til at opfylde Kyoto-målet er indførelsen af udslipskvoter for store dele af industrien med mulighed for at handle indbyrdes med disse kvoter. Dette kan i teorien være en fornuftig ordning, hvis kvoterne er tilstrækkelig stramme, og hvis de skal opfyldes ved handel internt i EU. Ingen af disse betingelser er imidlertid opfyldt. Kvoterne er generelt alt for slappe, og fx de danske elselskaber har fået så fordelagtige kvoter, at de ikke kan bruge dem op. Da de samtidig får kvoterne gratis, har de tjent styrtende med penge på systemet, medens miljøet ikke har fået den tilstræbte forbedring.

Hvad kan der gøres?
Overfladisk set kan man få det indtryk, at EU-kommissionen og EU’s toppolitikere er ved at gennemføre et skift til en bæredygtig energiudvikling, der også tager det nødvendige miljøhensyn. Dette bestyrkes bl.a. af en række nylige grøn- og hvidbøger om energi og miljø med rimelige forslag om politiske tiltag.

Realiteterne er imidlertid langt fra denne positive beskrivelse. Det skyldes først og fremmest, at de kommercielle særinteresser stadig har første prioritet, og at en række gamle ordninger til fordel for kul og atomkraft ikke er blevet afskaffet. Derfor er EU’s energipolitik usammenhængende og helt utilstrækkelig.

Hvis EU skal leve op til sin selvproklamerede rolle som verdens fremmeste på miljøområdet, bør unionen gennemføre følgende tiltag:

• Afskaffe alle direkte og indirekte subsidier til kul og atomkraft. Herunder nedlæggelse af Euratom. Hvis det ikke kan lykkes i en enkelt omgang, bør det i hvert fald være muligt for de lande, som ikke har atomkraft, at melde sig ud af Euratom.
• Indføre langt strengere udslipskrav til industrien i EU i forbindelse med de kommende kvoter for perioden 2008 til 2012. Samtidig bør disse kvoter ikke gives gratis, men fordeles gennem et auktionsprincip.
• Sikre at mindst 80% af forskningsmidlerne til energi i EU’s 7.de rammeprogram for forskning reserveres til vedvarende energi og energibesparelser. Et mere beskedent forslag af denne art har været fremme i EU-parlamentet.
• Indføre en reel miljøgaranti så alle medlemslande har ret til at gå i spidsen med strammere miljøkrav, uanset om unionens generelle miljøkrav er svagere, og uanset at nogle kommercielle særinteresser ikke kan tilgodeses.
• Arbejde for en kraftig stramning af industrilandenes udslipsforpligtelser i forbindelse med klimaforhandlingerne i FN om næste fase i Kyoto-aftalen efter 2012.

Det er næppe muligt at få den nuværende danske regering til at støtte disse forslag. Men måske kan forslagene være med til at inspirere oppositionen til en markant energi- og miljøpolitik på deres valgprogram ved næste folketingsvalg.


Reference:

”Energy Intelligence for Europe: The Euratom Treaty and Future Energy Options – Conditions for a Level Playing Field in the Energy Sector”.
Konferencerapport fra September 2005. Kan fås hos NOAH (noah@noah.dk).



grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning