EU-undtagelserne er et hovedspor

Undtagelserne kan i princippet bane vej for et mere fleksibelt europæisk samarbejde - væk fra tankerne om EU som en statsdannelse, hvor alle må være med til alt. Det vil kunne bidrage til at opbløde grænsen mellem dem, der er med, og dem, der er ude i kulden, skriver Drude Dahlerup, som også erindrer en vigtig ordveksling om netop undtagelserne med Holger K. Nielsen i 1993.

Af Drude Dahlerup, professor, Statsvetenskapliga Institutionen, Stockholms Universitet


Kronikken offentliggjort første gang den 10.01.08 i Jyllands-Posten

Det var maj 1993, og vi befandt os på Strøget i København midt under folkeafstemnmingskampagnen.

Året før havde danskerne sendt chokbølger gennem det europæiske etablissement ved at stemme nej til Maastricht-traktaten, der forvandlede EF til EU. Men danskerne var også blevet takket, fordi vi havde sat EU's demokratiske underskud på dagsordnen i hele Europa. Resultatet af omafstemningen i maj 1993 blev som bekendt, at nej'et i 1992 blev omgjort til et ja, og vi fik de fire undtagelser eller forbehold.

På Strøget havde Jyllands-Postens fotograf opstillet SF's formand, Holger K. Nielsen og mig, der repræsenterede JuniBevægelsen, med ryggen mod hinanden - vi stod jo i 1993 på hver sin side i kampagnen. Under afstemningen året før havde vi stået sammen, og vi havde også fejret sejren sammen. Men nu var vi modstandere.

Midt under fotograferingen ryg mod ryg kaster Holger K. denne bemærkning hen over skulderen: »Ved du hvad, Drude, om nogle år vil vi stå sammen og kæmpe for de fire undtagelser«.

Den gang afviste jeg naturligvis påstanden. Men det varede faktisk ikke mange år, før Holger K. fik ret. Efter at afstemningen i 1993 var tabt, har jeg, om end uden entusiasme, forsvaret undtagelserne, fordi de dog er bedre end et fuldt medlemskab af en union, som harmoniserer og centraliserer ud over alle rimeligheders grænser.

Samtidig har jeg forholdt mig kritisk til skiftende regeringers fiflen med undtagelserne i praksis. F.eks. har man ladet Danmark deltage i EU's militærkomité trods den militære undtagelse, samtidig med at regeringen har påstået, at vi ikke kan deltage i minerydning.

Man har endog aktivt medvirket til, at fornuftige indsatser overgik fra FN-regi til EU-regi, og derved fået den danske presse med på at latterliggøre de undtagelser, som man selv fik indført i 1993. Forvirret? Det er der al mulig grund til.

Holger K. fik også ret i den forventning, som implicit lå i hans bemærkning dengang på Strøget, og som vi på nej-siden delte, nemlig at de øvrige ja-partier ville forsøge at løbe fra undtagelserne, så snart det var muligt. Bort fra alle løfterne om ”En ny dansk Europa-politik” og ”Hertil og ikke længere”.

Det er uvist, om Marianne Jelved dengang selv troede på sine ord i Ekstra Bladet før afstemningen: »Der er i kraft af det nye grundlag sat hegnspæle for, hvor langt Danmark nu vil gå på fire konkrete områder: borgerskab, retsområdet, fælles forsvar og fælles mønt« (24/4 1993).

Jeg forstår godt, hvis mange af den ca. en million nye vælgere, der er kommet til siden afstemningen i 1993, undrer sig over diskussionen om undtagelserne.

Sagen var kompliceret og uklar dengang, og den er ikke mindre vanskelig i dag. Hvad skal man dog mene? Hvorfor blev det danske nej ikke respekteret dengang i 1992? Hvorfor bliver det franske og det hollandske nej ikke respekteret i dag? Den kendte tyske sociolog og EU-tilhænger Ulrich Beck har kritiseret dette og skriver, at demokrati behøver opposition og modstand:

»Kan man tænke sig en demokratisk ånd, der bare forventer ja-sigere? Naturligvis ikke. Men sådan ersituationen i Europa. Vi forventede os, at forslaget til EU-forfatning bare skulle mødes med ja-stemmer, en måde at tænke på, som hverken er demokratisk eller realistisk.

Dette er en teknokratfantasi, og kun en elitist kan forvente sig, at maskineriet bare ruller derudaf. At forvente sig ét hundrede procent af ja-stemmer er oprigtigt talt en overlevering fra nomenklaturernes stalinistiske tankegang. Dette europæiske ”nej” burde blive slutpunktet for den teknokratiske drøm om Europa og samtidig markere fødslen af Europas demokratiske sjæl.«

Derfor forekommer det da også helt paradoksalt, at statsministeren i sin nytårstale bebudede en afstemning i år om det mindre, nemlig undtagelserne, når vi ikke får den lovede afstemning om det større, nemlig den nye traktat. Den nye Lissabon-traktat ligner til forveksling den forfatningstraktat, som vi skulle have stemt om 27/9 2005, hvis ikke afstemningen var blevet aflyst efter det franske og hollandske nej.

Argumentet er, at en række af de sager, som i forfatningstraktaten blev bedømt som suverænitetsafgivelser efter grundlovens §20, med en oversmart manøvre i Lissabon-traktaten blev lagt ind under den retlige undtagelse. Men betyder det ikke, at hvis den retlige undtagelse ophæves eller omformuleres væsentligt, ja, så skal vi have den folkeafstemning om traktaten, som vi blev lovet?

Sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at det er uklart, hvordan undtagelserne skal fortolkes. Der er flere kilder til undtagelserne med delvist modstridende formuleringer:

Først er der det nationale kompromis fra oktober 1992.

Dernæst kommer Danmarks aldrig offentliggjorde forhandlingsoplæg op til Edinburgh-topmødet. Her sagde de danske forhandlere til de øvrige lande, at de blot kunne gå videre med ratifikationsprocessen af Maastricht-traktaten trods det danske nej, som formelt burde have begravet traktaten. Derefter kom for det tredje selve Edinburgh-aftalen fra 11-12/12 1992, som også indeholder nogle ”ensidige erklæringer fra Danmark”. Og endelig er der de tre lovforslag, der blev sendt til folkeafstemning i maj 1993, inkl. bemærkningerne.

Unionsborgerskabet, den fjerde undtagelse, er et godt eksempel på, at man gør klogt i at konsultere alle disse kilder. Jeg ved ikke, om det skyldes uvidenhed eller dovenskab, men danske journalister har tilsyneladende uden selv at tjekke efter købt regeringens erklæringer om, at unionsborgerskabet er uaktuelt: Nu har det jo siden Amsterdam-traktaten været indskrevet, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for, men supplerer det nationale statsborgerskab. Men hvad stod der egentligt oprindeligt?

Undtagelsen var mystificerende allerede fra starten, og kan næppe betegnes som en reel indrømmelse til danskerne, al den stund man aldrig har kunnet blive unionsborger uden at være statsborger i et medlemsland. Det var måske også derfor, Danmark i sin ensidige erklæring til Edinburgh-aftalen tog afstand fra ”et unionsborgerskab, der ligger på linie med statsborgerskab i en nationalstat” (min fremhævning).

Men et unionsborgerskab, der ligger på linie med nationalstatens, har faktisk længe været under udvikling i EU, jævnfør bl.a. unionsborgernes kommunale stemmeret overalt. Med EU-systemets stigende anvendelse af begrebet unionsborgere gøres en distinktion mellem de ”rigtige” unionsborgere og tredjelandes borgere. Dette er led i en statsdannelsesproces, der skal konstituere et retligt og politisk ”vi”.

Hvordan skal stemmesedlen se ud i den folkeafstemning om undtagelserne, statsministreren har bebudet? Det vil være helt uacceptabelt, hvis man slår alle fire undtagelser sammen, og beder vælgerne sige ja eller nej til hele undtagelsespakken. Og det ville uden tvivl give anledning til international panderynken.

Det afgørende argument mod en pakkeafstemning er, at vi allerede har haft folkeafstemning om én af undtagelserne, euroen. Som bekendt ønskede et flertal af befolkningen at beholde Danmarks muligheder for at føre en selvstændig valuta- og pengepolitik, hvis og når vi ønsker det. Nu tror jeg næppe Anders Fogh Rasmussen vil sætte euroen til afstemning igen - for fjerde gang, bliver det vel. Nederlaget ved euroafstemningen i 2000 bidrog uden tvivl til Poul Nyrup Rasmussens deroute som statsminister.

Sommetider fremstilles undtagelserne som pinlige, og man taler om EU á la carte eller smörgåsbord. I sin nytårstale påstod Fogh, at undtagelserne har sat Danmark på et sidespor, men samtidig brystede han sig af, at Danmark var en drivende kraft bag østudvidelsen under det danske formandskab. Men da havde vi jo undtagelserne, Fogh!

Den svenske handelsminister sagde engang i en lignende diskussion, at han ikke kendte nogle eksempler på, at han på sit område eller nogen anden af hans kolleger på deres skulle være blevet marginaliseret i EU-forhandlingerne, blot fordi Sverige ikke var med i euroen.

Derimod er det indlysende, at man ikke får direkte indflydelse på de politik-områder, man står uden for, f.eks. den fælles valuta.

Til gengæld beholder man indflydelse over sin egen politik, som et lille land trods alt kan have. Det viser både Danmarks indvandringspolitik og Sveriges selvstændige pengepolitik, uanset hvad man måtte mene om den konkrete politik.

Men undtagelserne kan også ses i et større perspektiv. De danske undtagelser har dannet skole. I dag har flere af EU's medlemslande undtagelser fra de fælles regler, bl.a. fra euroen og det overstatslige samarbejde.

Undtagelser og de såkaldte opt-ins og opt-outs kunne bane vej for et mere fleksibelt europæisk samarbejde - væk fra tankerne om EU som en statsdannelse, hvor alle må være med til alt. Det vil kunne bidrage til at opbløde grænsen mellem dem, der er med, og dem, der er ude i kulden.

Så Holger K. havde ret dengang på Strøget i 1993. Spørgsmålet er, hvor han selv står i dag, når det gælder folkeafstemning om undtagelserne.


grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning