EF-domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen

Dommen i Vaxholm-sagen er et af de store dramaer i den danske EU-debat for tiden. 

Af Kenneth Haar, NyAgenda


Et udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter og ministerierne sidder i øjeblikket og regner på, hvordan dansk lovgivning kan tilpasses dommen uden at skade overenskomstmodellen. Det bliver meget svært, ifølge denne analyse af dommen.

Domstolen kendte svenske bygningsarbejderes blokade af byggeriet i Vaxholm for ulovlig.

Afgørelsen rækker langt videre end den konkrete sag. Dommen rummer en række bemærkelsesværdige betragtninger om aftalebaserede kollektive overenskomstsystemer. Klarere end nogensinde viser dommen de potentielle modsætninger mellem EU-lovgivningen og aftalebaserede kollektive overenskomstsystemer som det svenske og danske. Imod forventning udgør udstationeringsdirektivet ikke den beskyttelse for den svenske model, som både den svenske og danske regering havde forventet.

Kollektive overenskomster ikke anerkendt
EU-reglerne skal sikre, at der ikke er hindringer for virksomheder, når de arbejder i andre EU-lande, og hvad det angår, er Domstolen meget kritisk over for overenskomstsystemet i Sverige. Det er særligt på tre punkter.

For det første mener Domstolen, at det vil gøre det ”mindre tiltrækkende” for et udenlandsk selskab at udføre arbejde i et andet EU-land, hvis det kan kræves, at de indgår i ”tidsubegrænsede forhandlinger” med en fagforening om en overenskomst (præmis 100). Men det ligger i den svenske og danske models natur, at det ikke kan siges på forhånd, hvornår en aftale opnås.

For det andet lægger domstolen stor vægt på, at reglerne for løn- og arbejdsforhold skal være meget klare allerede i udgangspunktet. Kampskridt som blokaden i Vaxholm er ikke tilladt, hvis der ikke er nationale regler, der ”er tilstrækkeligt præcise og tilgængelige til, at det ikke i praksis gøres umuligt eller urimeligt vanskeligt for en sådan virksomhed at få klarhed over, hvilke forpligtelser den skal overholde med hensyn til mindstelønnen” (præmis 110). Men et aftalebaseret systems styrke ligger ofte i, at parterne søger at tage højde for præcise omstændigheder ved en givet opgave. De svenske bygningsarbejdere foretrækker faktisk overenskomster, hvor der tages højde for de kvalifikationer arbejderne har, og den opgave, de skal udføre (præmis 71), men denne model accepterer Domstolen ikke. Den fleksibilitet, som er en del af værdien ved den autonomi, arbejdsmarkedets parter har, nyder ikke anerkendelse i dommen.

For det tredje underkender Domstolen Sveriges forsøg på at forene udstationeringsdirektivet med et kollektivt overenskomstsystem. Sverige har ifølge Domstolen ikke brugt en anerkendt fremgangsmåde til at fastsætte en mindsteløn (præmis 64-67). Blot at have kollektive overenskomster, der overlader den slags til arbejdsmarkedets parter er ikke en anerkendt metode, ifølge Domstolen. For der findes svenske virksomheder, der ikke har indgået overenskomst, uden at de begår noget ulovligt af den grund. Det ligger nemlig i modellens natur, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal søge at opretholde overenskomster, ikke staten.

Dommen vender sig altså på flere måder eksplicit mod en overenskomstmodel, der bygger på forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, hvor parterne har en udstrakt autonomi til at tilrettelægge en aftale efter omstændighederne.

Kun minimumsbeskyttelse
Stridens kerne er faktisk ikke de svenske fagforeningers foretrukne model for en overenskomst. I den konkrete sag fastholdt den svenske fagforening ikke en overenskomst baseret på præstationsløn, men valgte i stedet at gå efter den timeløn, der angiveligt svarede til niveauet for bygningsarbejdere i Stockholmsområdet, nemlig 145 svenske kroner. Det var dette lønkrav, blokaden sigtede på at få indfriet, men som blev underkendt af domstolen.

Beløbet blev underkendt, fordi Domstolen ikke mener, at 145 svenske kroner kan betragtes som mindstelønnen på området. I Dommen hedder det, at de svenske fagforeninger havde brugt et kollektivt kampskridt for at opnå ”mere fordelagtige betingelser” end EU-reglerne tillader (121).

Dette er en stor overraskelse for både fagbevægelsen, og for den danske og svenske regering, hvor udstationeringsdirektivet opfattes anderledes. Men dommen er meget præcis på dette punkt. Der kan ikke stilles krav til udenlandske virksomheder udover over minimumsvilkår på en række områder, der er opremset i udstationeringsdirektivet (præmis 99). Der kan ikke kræves mere end netop overholdelse af ”ufravigelige regler om minimumsbeskyttelse” (præmis 80-81), og derfor må der heller ikke bruges kampmidler til at håndhæve overenskomster, der går udover minimumsniveauet (præmis 108). Det var netop tilfældet i Vaxholm, hvor de svenske arbejdere ville have en overenskomst, der svarer til niveauet for bygningsarbejdere i Stockholmsområdet, hvor lønnen ligger højere end minimum.

Hvad er så mindstelønnen?
Mindsteløn er ikke et begreb, der spiller en stor rolle for overenskomsterne, hverken i Sverige eller Danmark. Begge steder spiller lokale forhandlinger en stor rolle, og de ender som regel højere end noget, der kan betegnes som en mindsteløn. En egentlig mindsteløn kan man derfor ikke tale om. Men der findes faktisk noget, der ligner en national mindsteløn på byggeområdet i Sverige. Den fremkommer, hvis parterne ikke kan nå til enighed, og ligger på 109 svenske kroner i timen. Men i dommen henvises til, at de svenske fagforeninger heller ikke selv anser dette for at være en mindsteløn, angiveligt fordi de har samme indstilling som danske fagforeninger – at en egentlig mindsteløn er et dårligt redskab i lønkampen.

Domstolen konstaterer under alle omstændigheder, at 145 kroner er mere end mindstelønnen, uden dermed at pege på, hvad mindstelønnen så er.

Nogle mulige konklusioner
Også af den grund er det i høj grad den svenske overenskomstmodel mere end de konkrete krav fra de svenske arbejderes side, der giver problemer med EU-retten. Dommen er et utvetydigt angreb på den autonomi arbejdsmarkedets parter nyder i Sverige og Danmark. Domstolen undsiger selve den model for tilblivelsen af kollektive overenskomster, som gælder på byggeområdet i Sverige.

Det står ikke eksplicit i dommen, at Sverige skal lovgive om mindsteløn, men det kommer så tæt på, som det nu kan lade sig gøre inden for gældende EU-regler, særligt udstationeringsdirektivet. Skal lovgivning undgås, må det tilsyneladende sikres, at de regler udenlandske virksomheder skal følge, vitterligt gælder samtlige svenske virksomheder på området, og det er svært at forestille sig en total overenskomstdækning på anden måde end gennem lovgivning.

Skulle en utvetydig mindsteløn blive vedtaget på området blive vedtaget efter alle nødvendige regler, vil så oven i komme det problem, at kampskridt netop kun kan anvendes, hvis mindstelønnen ikke overholdes. Udenlandske virksomheder vil med andre ord kunne lægge sig permanent i bunden af skalaen og måske gøre det sværere for svenske og danske fagforeninger at løfte niveauet.



grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning