Bogomtale: Lærebog i nyere dansk politik

Deltagerdemokratiets udhuling: Tim Knudsen: ”Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973”, Akademisk Forlag 2007, 477 sider, kr. 399-

Anmeldt af Niels I. Meyer


Forfatteren, professor i statskundskab Tim Knudsen, skriver ærligt i forordet om bogens indhold: ”Resultatet er ikke den historiske virkelighed med dens komplekse kaos og mængder af detaljer. Virkeligheden bliver historieskrivning aldrig. Bogen er et forsøg på at give et overblik”. Det forsøg gør Tim Knudsen så over 477 sider med mange konkrete eksempler fra nyere dansk politik. Der er også enkelte tilbageblik til demokratiets start i 1800-tallet og demokratidebatten mellem Hal Koch og Alf Ross lige efter Anden Verdenskrig.

En af Tim Knudsens hovedpointer er, at der er sket en overgang fra folkepartier til markedspartier. I den forbindelse skriver han, at i dag er et politisk parti en professionaliseret og delvist statsfinansieret virksomhed på et vælgermarked. Som modsætning hertil henviser han til, at et politisk parti i folkestyrets klassiske tid betød en bred folkelig og privat organisation. Dette tema belyses ud fra mange vinkler i bogen.

De mange forskellige vinkler giver læserne et grundigt indblik i det politiske liv og dets krinkelkroge. Til gengæld er der en tendens til, at overblikket drukner lidt i mængden af detaljer. Hvis man har tålmodighed nok til en grundig læsning af teksten, får man imidlertid et godt indblik i dansk politiks magtbalancer og dets arbejdsmåder.

I en udtalelse til Information om bogen d. 26. januar 2008 siger Tim Knudsen: ”I min bog forsøger jeg ikke at forklare udviklingen – det er sgu svært nok at beskrive den”. Denne anmelder kunne godt have ønsket sig lidt mere forklaring, men forstår Tim Knudsens hjertesuk. Og jeg skal nok undlade at gå i den sædvanlige faldgrube, hvor anmelderen argumenterer for, at forfatteren burde have skrevet en helt anden bog. Det er dog min vurdering, at de mest spændende afsnit i bogen er dem, hvor forfatteren alligevel tillader sine egne politiske vurderinger at skinne igennem. Det er disse afsnit, jeg særligt vil trække frem i det følgende.

Deltagerdemokratiets udhuling
En vigtig beskrivelse i bogen er udviklingen af begrebet ”deltagerdemokrati”, hvis betydning især blev understreget af Hal Koch. Deltagerdemokratiet blev styrket i 1960’erne og 1970’erne. I hvert fald symbolsk om end mindre klart i praksis. Politikerne lyttede pænt til borgernes forslag fx vedr. byplanlægning og trafik, men de færreste fandt vej til de endelige beslutninger.

Knudsen argumenterer for, at de liberalistiske ideologier havde sejret allerede i begyndelsen af 1950’erne stærkt understøttet af den amerikanske Marshall-hjælp til Europa. En modstrøm var fagbevægelsens promovering i 1970’erne af økonomisk demokrati, men den sygnede hen i firserne. I stedet voksede valutaspekulation og finansielle transaktioner hen over grænserne i en sådan grad, at kun ganske få procent af verdens valutatransaktioner vedrørte fysiske varer.

Knudsen noterer sig som en central konklusion, at udviklingen med hurtige politiske beslutninger, lukkethed og centralisering omkring centrale beslutninger har ført væk fra idealet om et fornuftsbaseret samtaledemokrati a la Hal Koch.

En ny tendens i slutningen af 1900-tallet var etableringen af statslige aktieselskaber. I den forbindelse bemærker Knudsen, at politikerne etablerede disse selskaber uden at have en klar linie for, hvordan de skulle ledes og kontrolleres. De befinder sig i en gråzone mellem den offentlige og private sektor. Det er der helt aktuelle eksempler på med DONGs planer om et miljøskadende kulkraftværk i Tyskland. I det tilfælde har regeringens valg af handlemåde været klart liberalistisk.

Mediernes rolle
Knudsen har et længere afsnit om mediernes voksende rolle i det politiske liv. I den forbindelse nævner han en ny tendens til, at det er de to afgørende TV-kanaler, der bestemmer, hvad politikerne overhovedet må drøfte under de afsluttende debatter. Ved valget i november 2001 valgte de to kanaler de samme fire emner: udlændinge, sundhed, ældre og skat. Hvis en politiker i stedet ville diskutere fx EU, miljø, ulande, skoler eller kommunalreform forhindrede tv-journalisterne dette. Knudsen konkluderer, at denne fremgangsmåde reducerer politikeren fra opinionsleder til opinionsfølger.

Hvad angår medierne og EU, understreger Knudsen, at der er langt flere danske journalister på Christiansborg end i Bruxelles. Konsekvensen er bl.a. , at det ikke afspejles i medierne, at en meget stor del af dansk lovgivning stammer fra EU. EU-stoffet udgør kun nogle få procent i medierne, og dækningen er præget af danske vinkler.

EU, Folketinget og folkeafstemninger
Knudsen bemærker, at EU-udviklingen ofte stiller Folketinget sidst i beslutningsprocesserne. Selv når man sidder i Europaudvalget kan det være svært at følge med. Sagsmængden er meget stor, og udvalget kommer for sent ind i processen. Desuden mangler udvalget ofte faglig-teknisk viden.

Hvad de danske folkeafstemninger angår, mener Knudsen, at de har formindsket risikoen for en intern splittelse om EU i flere af de danske partier. Som eksempler nævner han De Radikale, Socialdemokraterne og SF. Han henviser også til, at folkeafstemningerne har øget danskernes viden om EU.

Samtidig har EU-folkeafstemningerne imidlertid øget kløften mellem partier og vælgere, hvilket Knudsen opfatter som et skisma for demokratiet. Et andet problem ifølge Knudsen er, at konsekvenserne af at sige nej ved en folkeafstemning ofte har været uklare. Det kan han have ret i, men det er næppe helt tilfældigt, at de unionsglade partier har gjort sig stor umage med at fremmale nogle skræmmende konsekvenser af et nej. Dette perspektiv analyserer Knudsen dog ikke nærmere.

Den stærke statsminister og de stærke borgmestre
Et af bogens mest spændende kapitler har titlen ”Den stærke statsminister”. Det handler ikke mindst om magtkampen mellem statsministeriet og udenrigsministeriet – og om Anders Fogh Rasmussen, som han beskriver som den stærkeste statsminister danskerne endnu har oplevet. Knudsen skjuler i den forbindelse ikke Foghs ganske brutale ledelsesmetoder over for sine ministre og medarbejdere – inklusive ydmygelserne for åbent tæppe af udenrigsministeren i forbindelse med EU-topmødet i 2002. Knudsen henviser endog til, at Foghs opførsel ifølge Jyllands-Posten skulle have fået den franske præsident Jacques Chirac til at omtale Fogh som et fjols.

Om kommunernes udvikling fastslår Knudsen, at mål- og rammestyring (”New Public Management”) er blevet mere dominerende. Resultatet er, at der omkring borgmestrene er samlet et fåmandsvælde bestående af nogle få andre kommunalpolitikere og nogle topembedsmænd. Mindretalsgrupper har fået det sværere, og mange af de ”menige” medlemmer af kommunalbestyrelserne føler sig marginaliserede. Måske er det derfor, at kvinder er blevet mindre interesserede i at kandidere.

Knudsen giver en kort omtale af forsøgene i København med bydelsforvaltning i fire bydele i 1997. Formålet var især at aktivere det kommunale demokrati i København. Forsøget blev aflyst ved en uklar og manipuleret afstemning i september 2000. I min vurdering kunne dette vigtige forsøg på øget lokalt demokrati have fortjent en mere omfattende behandling i bogen.

Kommunernes Landsforening (KL) får er særlig behandling i bogen, som en politisk magtfaktor med en overraskende konstruktion. Det overraskende er, at KL er en privat forening, men alligevel træffer denne forening sammen med Finansministeriet beslutning om to tredjedele af de offentlige budgetter i forhandlinger mellem få mennesker bag lukkede døre.


Kommunalreformen
I 2004 vedtog VK-regeringen den største reform i danmarkshistorien alene med støttepartiet Dansk Folkeparti. Amterne blev nedlagt og erstattet af fem regioner, og antallet af kommuner blev reduceret til 98 primærkommuner. Ifølge Knudsen var den danske reform en løsning på problemer, der først blev defineret efterfølgende, og forløbet var forhastet og præget af tilfældigheder. Dette var helt forskelligt fra en mere grundig og åben behandling af kommunalreformer i Sverige og Norge i samme periode.

Knudsen finder, at debatten om kommunalreformen i Danmark reducerede spørgsmålet om nærdemokrati til en underordnet parentes. Udviklingen peger i retning af en koncernmodel med et kommunaldirektørstyre, hvor kommunalbestyrelsens menige medlemmer og oppositionen har en underordnet rolle. I den forbindelse bringer Knudsen et kritisk citat, som han betegner som indlysende rigtigt: ”Uden opposition, intet demokrati”.

Folkekirken og monarkiet
Også folkekirkens og monarkiets forhold får hver et kapitel i bogen. Hvad folkekirken angår hefter Knudsen sig især ved behovet for en klarere ansvarsfordeling. Her henviser han blandt andet til, at Grundlovens paragraf om indførelsen af en kirkeforfatning stadig ikke er opfyldt.

Også i forbindelse med det danske monarki peger Knudsen på nogle uklare ansvarsfordelinger, der så sent som i 1993 førte til kritik af kongehusets håndtering af sin rolle ved det spegede regeringsskifte efter Tamilsagen. Knudsen spørger direkte: ”Hvad opretholder dette anakronistiske arvelige fænomen, der strider mod moderne lighedsforestillinger. Udover den rene vane?”. Hans eget svar er, at monarkiet er en af de sidste nationale identitetsskabere. Et ikke særligt overbevisende svar.

Dette udpluk af emner fra Tim Knudsens bog yder langt fra bogens alsidige og grundige behandling af den politiske udvikling fra 1973 fuld retfærdighed. Som en slags kompensation skal en række af disse emner dog nævnes i overskriftsform: ”New Public Management”, ”Fra folkepartier til markedspartier”, ”Folketinget og EU”, ”De politisere(n)de embedsmænd”, ”Finansministeren og det magtfulde Finansministerium”, ”Fra korporatisme til shopkrati”, og ”Det kommunale demokrati”.

Tim Knudsens bog kan anbefales til alle, som ønsker at supplere deres kendskab til dansk politik med en dyberegående beskrivelse af de historiske kendsgerninger.



grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning