Bogomtale: EU's syv dødssynder

”Til sidst vil EU blive reddet”Helmut Weixler & Michel Reimon: ”EU’s syv dødssynder”. Anmeldes for NyAgenda af Per Gahrton fra det svenske Miljöparti.


Kan man være både EU-føderalist og tilhænger af den nordiske velfærdstat? To østrigske forfattere med rødder i miljøbevægelsen og den frihandelskritiske anti-globaliseringsbevægelse gør et interessant forsøg på at få det til at hænge sammen, men deres fremstilling af den skandinaviske model ligner en socialdemokratisk valgbrochure!

Forfatterne til bogen om EU's 7 dødssynder er Helmut Weixler, pressetalsmand for den grønne gruppe i EU-parlamentet og Michel Reimon, som er journalist. Den kendte EU-føderalist, Daniel Cohn-Bendit, leder af den grønne gruppe i EU-parlamentet, har skrevet et forord, hvor han affærdiger kommissær Margot Wahlströms opreklamerede Plan D som ’naiv’, hvilket det ikke er svært at være enig i. Derimod undlader ”Røde Danny” at forsøge at forklare, hvorfor han, i modsætning til størstedelen af sine grønne og frihandelskritiske franske meningsfæller, kæmpede med liv og lyst for den forfatning, som Weixler & Reimon slagter med bidende ironi.

Weixler & Reimons kritik af dagens EU, noget anstrengt sammenfattet i form af 7 dødssynder som f.eks. det tunge bureaukrati, ustyrbarheden og kortsigtetheden, kendes igen fra nordisk EU-kritik. Det handler om det demokratiske underskud, ØMUens arbejdsløshedsfremmende stramme økonomiske politik, afreguleringsfanatismen (med Bolkestein-direktivet som afskrækkende symbol), Fæstning Europa-syndromet og EU's afskærmningen mod resten af verden, miljøpolitikkens underordning under frihandelsinteresserne – med 7-års krigen mellem miljøvenner og industrilobbyister om kemikalie-lovgivningen REACH som typeeksempel.

”Til sidst vil EU blive reddet”
Det billede de tegner af EU er så mørkt, at man får den fornemmelse, at EU skulle står foran sin undergang. Over for en sådan pessimisme kan man forstå, at Cohn-Bendit i sin forord giver udtryk for en nærmest religiøs EU-tro. ”Til sidst vil Europa altid blive reddet”, forsikrer han og henviser som støtte til sin husgud fra 68-barrikaderne, Antonio Gramsci. Heldigvis kommer Weixler&Reimon med en lidt mere håndfaste recept.

Mere demokrati, mere folkelig deltagelse, er vejen ud af blindgyden, mener Weixler & Reimon. Det har man jo hørt før. Men hvordan skal det gå til? Forfatterne har to nogenlunde konkrete forslag: Det ene er velkendt: Styrk EU-parlamentet. De afviser derfor med harme den finske udenrigsministers forslag om at vende tilbage til situationen før 1979 og lade EU-parlamentet bestå af nationale parlamentarikere. Også et hollandsk forslag om at skære EU-parlamentets virksomhed ned til 4 møder om året affærdiger de som et udtryk for ”afdemokratisering”. Alligevel synes de at forstå, at et stærkt og magtfuldt EU-parlament aldrig vil løse EU's demokratiske problemer. Men desværre diskutere de ikke nærmere alle problemerne omkring manglen på en fælles politisk offentlighed, på en fælles debat, fraværet af et europæisk folk med fælles referenceramme, det vil sige alle de ingredienser som har gjort det repræsentative demokrati succesfuldt inden for nationalstatens ramme, men som umuligt lader sig kopiere på overstatsligt og internationalt niveau.

Forfatterne mener, at medborgerne må mobiliseres mere direkte. De advarer derfor om, at man kan frygte, at magteliterne efter nej-sejrene i Frankrig og Holland i 2005 vil forsøge at undgå folkeafstemninger. Det bekræftes af situationen i Sverige: Det ser ud til, at ja-partierne efter EMU-nej’et i 2003 er blevet enige om, at EU-spørgsmål aldrig i fremtiden skal underkastes folkeafstemninger.

Weixler & Reimon ønsker en ’verschweizerung’ af EU med mange folkeafstemninger og beslutninger, der tages med dobbelt flertal efter schweitz’isk model, der kræver flertal blandt både vælgerne og delstaterne for at blive vedtaget. Mod denne model kan man indvende, at en nok så stor majoritet af vælgerne i en enkelt stat hermed kan blive nedstemt. Det kunne måske være acceptabelt på de områder, hvor der er og formentlig bør være overnationale beslutninger i EU, f.eks. grænseoverskridende miljøspørgsmål. Men der er uacceptabelt – selv efter en EU-folkeafstemning på områder, hvor vetoretten i dag fortsat findes og der, hvor vetoretten bør indføres igen. For mig synes løsningen rettere at være en større adgang til undtagelser eller opt-outs, således som det allerede er tilfældet, når det gælder Schengenreglerne, retspolitikken, ØMU’en og forsvaret.

Forfatterne argumenterer for, at EU' står ved en skillevej mellem hovedsageligt to udviklingsretninger: Den angelsaksiske frimarkedsmodel og dem skandinaviske velfærdsmodel, idet den sidstnævnte præsenteres på en måde, som bedre skulle passe ind i en socialdemokratisk valgbrochure! Forfatternes konklusion er entydig: ”Det skulle ikke være så dårligt, hvis EU tog sine tre nordligste medlemmer som politiske forbilleder.”

”EU bør være socialt, økologisk og pacifistisk”
Forfatterne ønsker, at EU skal være socialt, solidarisk, økologisk og pacifistisk. Netop herved afslører de den store svaghed hos hele den progressive del af EU-føderalismen. Ifølge Weixler & Reimon skal disse idealer virkeliggøres i ”en moderne tolkning af Churchills vision om Europas Forenede Stater” Men det bliver svært, erkender forfatterne, for et sådant EU vil blive bekæmpet af ”nyliberalister, nationalpatrioter, de store virksomheder og briterne (ikke svenskere og danskere, kunne man spørge?). Det bliver en kamp ”i årtier”, siger de. Men der findes en lille detalje, som Weixler & Reimon i lighed med de fleste andre progressive EU-føderalister overser: Hvad nu, hvis nyliberalisterne, nationalpatrioterne, de store virksomheder og briterne vinder majoritet i EU-staten – efter demokratiske valg. Hvilke konsekvenser får det for EU, for verden. Og for de enkelte medlemsstater, der gerne vil føre en solidarisk, økologisk og progressiv politik, men som hindres heri af den overstatlige EU føderalisme?


”Men du melder dig jo heller ikke ud af Sverige efter en borgerlig valgsejr!”
Den her debat tog jeg nogle gange med Daniel Dohn-Bendit under min tid i EU-parlamentet. Han plejede at affærdige argumentet med, at jeg jo er villig til at godtage en demokratisk valgt borgerlig regering i Sverige. Eller vil jeg udtræde af Sverige efter en borgerlig valgsejr? (her plejer Cohn-Bendit at få spredt latter på sin side!) Svaret er naturligvis, at hans spørgsmål afslører en grundlæggende uvilje til at forstå forskellen mellem en stat og EU. Kravet om øget regionalt og lokalt selvstyre vokser sig jo stærkere overalt i takt med øgede krav på demokrati. Mit svar er også, at de overordnede globale spørgsmål omkring de økonomiske kløfter, forureningen, krigstrusler m.v. er alt for vigtige til, at jeg skulle være villig til at ofre Sveriges muligheder for at agere selvstændigt i verden på EU's alter.

Omtrent sådan resonerede mange franske forfatningsmodstandere på venstresiden også – trods deres verbale bekendelser til ”EU-føderalismen”. De havde, selv om de ikke selv udtrykte det sådan, et funktionalistisk syn på EU: Hvis EU fører en progressive, social, solidarisk, miljø- og fredsvenlig politik, så siger vi ja til ”mere EU”. Men hvis der er en risiko for, at EU fører den modsatte politik, da siger de nej tak til mere EU. Eller som en af de belgiske grønne ”føderalister” i EU-parlamentet engang udtrykte forskellen mellem hendes og Cohn-Bendit’s holdning: ”Jeg er pro-europæisk for at kunne påvirke verden progressivt via EU, jeg er ikke ”europeanist”, EU er for mig ikke et mål i sig selv.

Weixler & Reimons grundsyn ligner denne holdning. Det allermeste af det, der står i deres bog, kunne være skrevet af fransk Attac. Derfor er der påfaldende, at bogen ikke kommenterer det faktum, at fransk Attac gik i spidsen i kampen mod EU-konstitutionalismen. På trods af at bogen er fuld af skarp EU-kritik, lader den som om al modstand mod EU-forfatningen er en form for højrenationalisme. Det skyldes formentlig den specielle østrigske situation, hvor Die Grünen’s militante EU-modstand efter nederlaget i folkeafstemningen i Østrig i 1994 over en nat forvandledes til EU-føderalisme, hvorefter al EU-kritik blev kidnappet af Jörg Heiders højrenationalister. En vis rolle spiller det givetvis også, at Weixler er pressetalsmand for den politiske gruppe, hvor Cohn-Bendit er leder. Netop Cohn-Bendit var genstand for fransk Attac’s hårde kritik under folkeafstemningen i 2005.

Trods disse taktisk motiverede begrænsninger, har Weixler & Reimon skrevet en bog, der absolut er værd at læse. Nu venter vi bare på en lignende kritik mod det reelt eksisterende EU fra svenske og danske venstre-føderalister. Hvad siger Arena-folket i Sverige og de danske, SF’ere, som er blevet nyfrelste EU-entusiaster.

”Die sieben Todesünden der EU”, Forlaget Überreuter, Wien 2006.

Per Gahrton var medlem af EU-parlamentet for de svenske grønne i ti år, 1995-2004




grubler


'Et nej den 3.dec. er ikke blot et isoleret dansk nej. Det understreger, at der i mange lande, specielt i Nordeuropa er modstand mod ideen om EU som en statsdannelse, hvor alle skal være med til alt.'.
Drude Dahlerup

MAILINGLISTE

Send mig nyt fra NyAgenda


Ny Agenda

sekretariat@
nyagenda.dk




STØT OS

Du kan støtte NyAgendas arbejde ved at indbetale et beløb på:
Reg.: 8411
Kontonr.: 4093 555


NyAgenda har modtaget støtte fra bl.a. PLUM-fonden og Nævnet for EU-oplysning